Feriekoloni: Ejendommen skal fortsat bruges til skolebørn.
Gurre: 8,6 millioner kroner. Så meget har Hvidovre kommune solgt Feriekolonien Marianelund i Gurre for.
Ejendommen skal fortsat bruges til skolebørn. Marianelund er nemlig solgt til Juul Skoleejendomme Aps, der vil bruge ejendommen til koloni og skoleaktiviteter.
- Jeg er glad for, at vi nu har fået solgt Marianelund, så bygningerne ikke skal stå tomme, siger borgmester Helle Adelborg og tilføjer, at det er godt at vide, at der også fremover vil være skolebørn i de dejlige omgivelser.
Hvidovre Kommune købte Marianelund i 1976, og efter omfattende renovering blev ejendommen taget i brug som koloni fra 1979. I 2011 blev det besluttet at sætte feriekolonien til salg, og Marianelund har således ikke været i brug siden efteråret 2011.
Marianelund havde, da Hvidovre Kommune overtog den i halvfjerdserne, været kro. Ejendommen består af en hovedbygning i tre etager på cirka 1500 kvadratmeter. Desuden følger der 24 tønder land med ejendommen.
Juul Skoleejendomme overtog ejendommen per 1. juli.
