Danske soldater forlader krigen i Afghanistan

Transportflyet med de sidste soldater fra hold 15 er landet fra Afghanistan med en halv times forsinkelse.

Transportflyet med de sidste soldater fra hold 15 er landet fra Afghanistan med en halv times forsinkelse.

250 danske soldater og 90 vogne har mandag trukket sig ud af Camp Price i Helmand-provinsen i Afghanistan, skriver dr.dk.

Dermed lakker en betydelig del af den danske krigsindsats i Afghanistan mod enden. De 250 soldater, der rejser til Danmark i de kommende uger, udgør det sidste danske infanterikompagni udstationeret i landet.

I seks år har danske soldater været en fast del af Camp Price nær den farlige grønne zone, hvor Taliban står stærkt.

Men fremover skal danske soldater bidrage i den mere sikre Camp Bastion og varetage opgaver af mere logistisk art samt træning af afghanske styrker. En mindre dansk kampvognsgruppe kan dog stadig komme i kamp, hvis der er brug for det.

Den danske tilbagetrækning kommer på et tidspunkt, hvor Taliban har godt fat i især den østlige og sydlige del af Afghanistan. Så sent som fredag dræbte Taliban 15 personer i flere bombeangreb i Helmand-provinsen.

Alligevel vil lederen af de danske tropper i Afghanistan, oberst Anders Mærkedahl Pedersen, ikke kalde den danske indsats for et nederlag.

- Vi bekæmper et oprør, og det er klassisk i alle oprørskrige, at du aldrig får nedkæmpet oprørerne, fordi de klæder sig som civile, siger han til dr.dk og fortsætter:

- Hernede i Helmand kan de hente alle de soldater, de har brug for i Pakistan. Og det gør, at vi på ingen måde får nedkæmpet fjenderne. Det når vi aldrig.

I stedet skal Nato-styrkerne sørge for at holde Taliban i defensiven og skabe grobund for, at den afghanske regering kan udøve dens opgaver, fastslår obersten.

43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan, siden Danmark engagerede sig i krigen i 2002. Både danske og udenlandske soldater skal efter planen blive i landet frem til udgangen af 2014, hvor Nato forlader landet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...