Slotshaven i Hørsholm

Af Lisbet Hein, Museumsinspektør, Hørsholm Egns Museum

Som navnet antyder, har parken omkring Hørsholm Kirke en kongelig historie. Her lå en gang Hirschholm Slot, og omkring slottet var der naturligvis en have.

Allerede i slutningen af 1500-tallet (måske tidligere) var der et haveanlæg, men hovedtrækkene i den nuværende park stammer fra første fjerdedel af 1700-tallet.

I Hirschholm Slots storhedstid (1740'erne) var haven blevet til et fornemt barokanlæg, med talrige bede, springvand, lysthuse og meget mere.

Herlighederne fik ikke noget langt liv: Fra 1771 blev der sparet på vedligeholdelsen, og i 1794 blev haven lagt under skovvæsenet, der blandt andet brugte den som planteskole. I slutningen af 1800-tallet var den gamle slotshave meget tilgroet, men så vågnede interessen for historien om Hirschholm Slot, og der er siden blevet arbejdet på, at publikum igen skal fornemme fortidens storhed. Her er tre meget forskellige stemningsbilleder fra Hørsholm Slotshave.

Læssøe-Lange har i 1797 stået i havens sydøstlige hjørne og malet sin akvarel af Hirschholm Slot i forfald. Den sirlige barokhave fra 1740'erne er groet op og har mere præg af skov end af have.

I 1907 stod den unge Jens Adolf Jerichau (1890 - 1916 ) nær Hørsholm Kirke og malede broen til Folehavevej. Hans barndomshjem var i Kavalerboligen, i dag Folehavevej nr. 19 - 23.

Alfred B. Lange har ligesom Jerichau stået ved Hørsholm Kirke og malet udsigten mod øst. Vi ser den store lade på hjørnet af Folehavevej og Sdr. Jagtvej. Bygningen blev opført 1713 i forbindelse med avlsgården til krongodset Hirschholm (Hørsholm). Maleriet er ikke dateret, men er antageligt fra midten af 1900-tallet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...