Andreas Langaa
Fodbold: Cheftrænerstolen i Taastrup FC har stået tom efter Michael Juuls exit for ni dage siden, men nu er den atter besat. Den tidligere danske landsholdsspiller Thomas Rasmussen skal de næste to år stå i spidsen for Taastrup FC's bedste damer.
»Jeg er utrolig glad for, at vi nu har en aftale på plads med en ny cheftræner. Vi har haft is i maven, og det har nu resulteret i en ansættelse af Thomas, der fra starten af har været en kandidat, som vi havde et godt øje til. Han har et roligt og velovervejet ydre, og så har han utroligt meget at byde på, når det kommer til den fodboldfaglige vinkel,« siger Taastrup FC's sportschef, Pia Arngrimsen Keller.
Thomas Rasmussen har aldrig tidligere stået i spidsen for et fodboldhold, men det har slet ikke været genstand for bekymring, fortæller sportschefen:
»Med hans enorme erfaring fra en flot aktiv karriere som både Superliga-spiller, udlandsprof og landsholdsspiller har han alle forudsætninger for at blive en toptræner. Han har spillet under adskillige store trænere og ved, hvilken form for fodbold han vil spille. Thomas har ikke erfaring fra kvindefodbold, men det ser vi ikke som noget problem i Taastrup FC. Tværtimod kan han med helt friske øjne give os det løft, der skal til for at udvikle os mod nye højder. Derudover har vi i Henrik Lund en fantastisk assistenttræner, som kender holdet, klubben og gamet i 3F Ligaen.«
Thomas Rasmussen, der også har en fortid i Farum og tyske Hansa Rostock, er i fuld gang med DBU's træneruddannelse og fortsætter med at uddanne sig sideløbende med trænergerningen i TFC.
