Malerkæden Beckmann har haft hovedsæde i Hillerød i over 58 år, men i februar blev forretningen taget under konkursbehandling.
I en periode var butikkerne lukkede, men nu er de åbne igen. Også på Industrivænget her i Hillerød, hvor hovedsædet og den lokale butik holder til.
Det sker efter, at tredje generation i familien Beckmann har overtaget sin fars konkursramte malerforretning. Det skriver nyhedsmediet Retail News.
Det er den nuværende ejer Martin Claudi Beckmanns søn, Markus Færch Beckmann, og ekskone, Bettina Jenter, der nu skal drive forretningen gennem det nystiftede selskab M. Beckmann ApS.
Fejlagtige momsangivelser
Konkursbehandlingen gik i gang efter en uafhængig revisor dumpede malerkædens seneste årsrapport. Her fremgik det, at kæden havde et samlet underskud på 1,2 mio. kroner.
Revisorens beslutning byggede blandt andet på, at Skattestyrelsen sidste år foretog en række undersøgelser af kædens “fejlagtige momsangivelser” i perioden mellem 2018 og 2020. Det fremgår af Statstidende.dk.
Beckmann, der forhandler alskens varer inden for maling og tapet, har foruden butikken i Hillerød en webshop og fem fysiske butikker i Helsingør, Næstved, Holbæk, Kastrup og Slagelse.
Den tidligere Beckmann-virksomhed, der blev erklæret konkurs ved Retten i Hillerød den 24. februar, blev stiftet af Jørgen Beckmann.
Indtil nu har det været hans søn, Martin Claudi Beckmann, der har ejet kæden og er administrerende direktør, men nu tager Markus Færch Beckmann og Bettina Jenter altså over.

På Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig.
Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på hillerod@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4303.
Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:
Martin Warming, redaktør, martin.warming@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Johanne Wainø Topsøe-Jensen, journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk