Den 26. august i år kommer de centrale dele af Glostrup til at summe af liv. Her bliver første udgave af Glostrup Kulturfest nemlig afviklet. Det er Glostrup Festival og Glostrup Kulturnat, der er blevet slået sammen til en begivenhed for at spare nogle af udgifterne.
Efter besparelsen blev vedtaget sidste efterår, har et eventudvalg bestående af repræsentanter fra Glostrups foreningsverden, virksomheder, råd og andre ildsjæle arbejdet sammen med Glostrup Kommunes Center for Kultur, Idræt og Fritid om at finde formen for Glostrup Kulturfest. De kom frem til at de ville skabe et nyt event, der kan samle Glostrups borgere i et fællesskab om kultur, idræt og fritid.
Glostrup Kulturfest vil indeholde musik på en udendørs scene, som vi kender det fra festivallen, og Glostrups foreninger og virksomheders bud på glade aktiviteter, som vi kender det fra kulturnatten.
- Aktørerne – Glostrups foreninger, virksomheder og andre interessenter er først lige blevet indbudt til at deltage med en aktivitet, så vi kan ikke sige så meget om programmet endnu. Men vi tør godt afsløre, at det bliver værd at komme efter. Vi arbejder stadig på sceneprogrammet, og vi glæder os til at præsentere god familieunderholdning til hele Glostrup, lover eventkoordinator i Glostrup Kommunes Center for Kultur, Idræt og Fritid, Ditte Brødreskift.
Glostrup Kulturfest vil fortrinsvist foregå i Rådhusparken og på Glostrup Torv. Derudover vil der ligeledes være aktiviteter i områdets faciliteter – for eksempel Medborgerhuset, Aktivitetscentret på Sydvestvej, Byhistorisk Hus og Glostrup Shoppingcenter.
- Jeg glæder mig meget til Glostrup Kulturfest. Jeg tænker, at det bliver endnu en festlig dag i Glostrup, hvor vi skal opleve foreninger, virksomheder og øvrige aktører folde sig ud med sjove aktiviteter for store og små. Jeg vil gerne takke alle ildsjælene, der allerede arbejder med planlægningen af eventet i eventudvalget. Og på forhånd tak til alle aktørerne, der vil skabe en dejlig dag i Glostrup, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Dan Kornbek Christiansen.
I 2016 blev Glostrups 825 års jubilæum fejret, blandt andet med en stor festival på banerne ved Glostrup Stadion. Det var så stor en succes, at politikerne fandt penge til at afholde flere festivaller, men med budgettet for 2023 blev de fleste af pengene sparet væk med en plan om, at Glostrup Festival og Glostrups Kulturnat skulle tænkes sammen.
Glostrup Festival er blevet holdt den sidste lørdag i august, mens kulturnatten tidligere blev holdt sidste lørdag i oktober, den blev dog flyttet til sidste lørdag i september sidste år. Den nye Glostrup Kulturfest bliver i år afholdt sidste lørdag i august, hvilket er den 26.
Foreninger, virksomheder og ildsjæle kan byde ind med aktiviteter. Læs hvordan på