Protestgruppen Eksiljyder For Et Frit Skagen (E.F.E.F.S.), blev dannet omkring uge 29/2011 med det formål, at stoppe unge fra Hellerups hærgen af Skagen. Vi kan med stolthed se tilbage på vores indsats for det stærkt undertrykte folk på Danmarks nordligste punkt.
En indsats, der blandt andet tæller en succesfuld happening foran Gentofte Rådhus i uge 29/2011, med hvilken vi kom i landsdækkende og lokale medier (TV2/Lorry, TV2/Nord, Danmark Rundt, Villabyerne, Skagen Avis med mange flere).
Vores strategi med at skabe debat om problematikken via en solid mediedækning, har nu båret frugt - den i øvrigt gæve komiker Casper Christensen og hans legekammerater fra Hellerupklientellets bliv set-restaurant Congo stabler denne sommer et 'reservat' på benene, som vi oplever som målrettet Nordsjællands og Hellerups utilpassede unge, som tidligere år er blevet sat i forbindelse med ødelæggelse af den ellers gode stemning i Skagen - og Skagen i øvrigt!
Reservatet kalder de Tisvilde29 og projektet bakkes i den grad op af E.F.E.F.S., da det fremmer vores målsætning om at adskille utilpassede unge fra deres kulturelle modstykke; den gæve vendelbo.
Nu har nogle unge mennesker så nok fundet et nyt offer for deres udskejelser, men i E.F.E.F.S. mener vi, at dette nye offer er bedre klædt på til mødet med, hvad vi - i jysk forstand - ser som rene kulturelle vanskabninger, da der i forvejen deles sprog samt økonomisk og social baggrund.
I E.F.E.F.S. tror vi på, at disse to grupper kan drage nytte af hinanden, da generationskløften trods alt er lettere at håndtere end kulturel misbilligelse fra begge sider. Desuden mener vi i E.F.E.F.S., at den ældre generation i Tisvilde nok bærer en meget stor del af ansvaret for de unges opførsel, hvorfor det efter vores overbevisning giver god mening, at det også er dem, der må leve med deres aparte livsstil - som en pæn tak for skabelsen af "mig-mig-mig-kulturen".
E.F.E.F.S. tøver ikke med, at sammenligne vores store indsats for Vendsyssel med Det arabiske forår - og nu har vi endelig en prægtig sommer i vente nord for Limfjorden! Vi tror nu på en sommer uden de følgende stærkt stigende priser på kildevand og vandalisme af havekunst. Til stor glæde for de få skawboer, der trods alt er tilbage og har været så heldige, at overleve de mange uge 29'er.
Vi takker alle, der har støttet vores sag.