Høng: Der åbner sig nogle helt nye og spændende muligheder for Høngs bymidte, fordi den store Invacare-fabrik på Østergade 3 netop er blevet solgt til en ejendomsinvestor, som foreløbig ønsker at være anonym. Grundens areal på over 42.000 kvadratmeter er i den nuværende kommuneplan udlagt til erhverv, hvor man i den nye plan ændrer status til byliberalt område.
Bygningerne og grunden har tidligere været udbudt til over 10 millioner kroner, og prisen blev sat ned til seks millioner kroner, da Nybolig Erhverv ved Jørgen Klode fik opgaven med at forsøge at afhænde Invacare.
- Jeg har kun arbejdet med bygningen i et par måneder, og med et mindre prisafslag lykkedes det at få den handlet hurtigt, fortæller mægler Michael Lønne fra Nybolig Erhverv, Slagelse.
Erhvervsmægleren kan kun fortælle, at køberen er en ejendomsinvestor fra Vestsjælland, og han har ideer med bygningerne, som han nu skal have tid til at få undersøgt nærmere.
- Noget af den eksisterende bygningsmasse, den gamle kantinebygning og et par andre bygninger på grunden, vil kunne konverteres til boligformål. Det kan også blive aktuelt med noget kulturelt i den store VP-hal, vurderer mægleren.
VP-hallen hedder sådan, fordi Vilhelm Pedersen i 1910 grundlagde en maskinfabrik, som lavede maskiner til fremstilling af sko, der i folkemunde blot hed VP.
