Helsingør vil eje hospital

Helsingør Kommune vil forhandle direkte med Region Hovedstaden om en billig pris for Helsingør Hospital. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den nøjagtige pris kendes ikke, men et hospital, som er større end Helsingørs, er blevet solgt for cirka 30 millioner kroner, så det socialdemokratiske byrådsmedlem, Henrik Møller, har store forventninger til, at prisen på Helsingør Hospital bliver endnu mindre.

Det siger han på baggrund af Økonomiudvalgets møde mandag aften, hvor et flertal - kun Enhedslisten stemte imod - besluttede at henvende sig direkte til Region Hovedstaden for at forhandle om en overtagelse af bygningerne på Esrumvej.

- Det glæder mig, at der var et bredt flertal for, at vi indleder direkte forhandlinger. Region Hovedstaden holder møde tirsdag ( i går, red) og nu har de i hvert fald kendskab til, at vi gerne vil overtage hospitalet til samme favorable pris, som det ellers ville blive udbudt til statens ejendomsselskab, Freja, siger Henrik Møller til Frederiksborg Amts Avis.

Politikerne i Helsingør har hele tiden vurderet, at det vil blive endog meget svært for Freja at sælge hospitalet. Det har de med henvisning til de mange andre tomme hospitaler, som ejendomsselskabet har i sin portefølje.

- Vi har gang på gang hørt, at Region Hovedstaden ville sælge til en lav pris til Freja Ejendomme, men i følge vores opfattelse, kan Regionen jo så lige så godt sælge direkte til os, siger Henrik Møller.

Indflydelse

Når Økonomiudvalget er forhippede på at købe hospitalet er det for selv at få indflydelse på, hvad bygningerne skal indeholde i fremtiden.

For nylig spillede Henrik Møller og Jørgen E. Hansen, S, ud med en række forslag til indhold i fremtidens sundhedshus i Helsingør.

- Det er under alle omstændigheder en midlertidig løsning i Murergade, nu skal vi bare realistisk drøfte, hvad Sundhedshuset skal indehold. Og her kommer Helsingør Hospitals bygninger meget naturligt ind i billedet, siger de to.

- Hospitalet er for stort til sundhedshus alene, men man kunne vel forestille sig andre relaterede anvendelser - eksempelvis uddannelse.

Per Tærsbøl, K, har tidligere peget på det fornuftige i, at Region Hovedstaden sælger hospitalet til Helsingør Kommune på rimelige vilkår og til en favorabel pris.

- I sin tid forærede vi jo Frederiksborg Amt grunden, som hospitalet ligger på helt gratis, så en fornuftig handel vil vel være på sin plads, påpeger Per Tærsbøl.

dorte

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...