Helsingør Kommune får under en uge til at få forhandlet et købstilbud for hospitalsområdet klar. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Helsingør Kommune får frem til den 27. juni til at komme med et bindende tilbud på køb af Helsingør Hospital, ellers vil regionen sælge det nu nedlagte hospital til statens ejendomsselskab Freja. Men Helsingørs politikere kender først betingelserne for købet mandag den 24. juni.
- Det er en fuldstændig uanstændig kort frist, raser Per Tærsbøl, konservativ regions- og byrådsmedlem, over Frederiksborg Amts Avis.
Beslutningen på den lukkede del af regionsrådets møde tirsdag aften truffet af et flertal i regionsrådet bemyndiger koncerndirektionen til at udarbejde et forslag til aftale med Helsingør Kommune. Kommer der et bindende bud fra kommunen, så skal der indkaldes til ekstraordinære møder i forretningsudvalget og regionsrådet den 28. juni for at konfirmere et salg.
Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) er glad for at kommunen nu får tilbudt hospitalsområdet fra regionen. Men han mener, der er meget kort tid til at forberede sagen.
Ikke meget tid
- Jeg kan godt forstå at regionen gerne vil afslutte handelen hurtigt, når nu en anden køber står klar. Men vi havde foretrukket at have noget længere tid, for der er en del uafklarede punkter i sagen. Men vi må se, hvad det er regionen lægger på bordet, siger borgmesteren. Han siger, at Helsingør kommune vil se på flere forhold. Dels hvad kommunen har råd til at give, dels den pris som lignende hospitalssalg har indbragt andre regioner. Her der det seneste eksempel Region Syds salg af Haderslev Hospital til det statslige ejendomsselskab Freja for 30 millioner kroner samt 60 procent af provenuet ved et videresalg. Haderslev Hospital er til sammenligning dobbelt så stort som Helsingør Hospital.
Revolvertilbud
Per Tærsbøl havde gerne set, at regionsrådet gav kommunen længere frist.
- Jeg støttede et forslag i regionsrådet om at udsætte sagen til august måned for at give Helsingør tid til at udarbejde et bud. Men det blev nedstemt. At man kun giver kommunen en uge til at udarbejde et tilbud, anser jeg som et revolvertilbud. For hvorfor har man pludselig så travlt med at afhænde Helsingør Hospital, når salget af Hørsholm og Esbønderup sygehuse har fået lov at ligge stille i flere år, siger Per Tærsbøl. Han mener kommunen står i en dårlige forhandlingsposition end ejendomsselskabet Freja.
- Freja må lånefinansier et køb. Det må vi ikke uden at spørge om lov. Finansministeren har i et aktstykke, som er tiltrådt af Finansudvalget, givet Freja mulighed for at overtage regionernes hospitalsbygninger til en lav overdragelsesværdi. Det samme bør gælde Helsingør Kommune, som jo i sin tid forærede hospitalsgrunden til Frederiksborg Amt, siger Per Tærsbøl.
