Da Claus Strand for 20 måneder siden blev franchisetager af McDonald's i Hørsholm var det med det klare erklærede mål at gøre restauranten til Danmarks bedste McDonald's.
Forleden blev målet nået, da den lokale McDonald's i fastfood-kædens regi modtog titlen som Danmarks bedste McDonald's i 2012 blandt de mere end 86 McDonald's i landet, målt på medarbejder- og gæstetilfredshed, omsætning og dommerkomitéens egen vurdering af stedet.
"Jeg er naturligvis stolt over, at det på så kort tid lykkedes at skabe så god en restaurant. Æren tilfalder ikke mindst min restaurationschef Fie Westergaard og hele personalet. For det er et virkelig en holdindsats," siger Claus Strand. 27-årige Fie Westergaard var samtidig nomineret til 'Årets Restaurantchef' i McDonald's Danmark, men måtte se sig slået i finalen. Men det ødelægger nu ikke humøret hos den lokale McDonald's-ejer, der ikke er et sekund tvivl om, at han har en uovertruffen restaurationschef.
"Jeg har ikke set et større engagement og ejerskab for forretningen, som hos Fie. Hun har et enormt drive og arbejder selvstændigt og kan klare det helt uden min indblanding. Med hendes store engagement er det, der er vigtigt for Fie også vigtigt for det øvrige personale," forklarer Claus Strand.
Udover 'Årets Restaurant'-titlen var der også officiel hæder til McDonald's Hørsholm for deres store morgenmadslancering her i foråret. Kåringen fandt sted på Comwell i Kolding, hvor McDonald's i Danmark havde inviteret alle franchisetagere og ledere til det årlige 'Spring Update'.
Den fornemme titelkåring blev behørigt markeret torsdag aften, hvor hele personalet var indbudt til fælles fejring med champagne og jordbær.
"Det er virkelig flot det her, og jeg er ekstra stolt af personalet, for det er en holdindsats. Samtidig føles det jo rigtigt godt, når det viser sig, at det har været værd at kæmpe og give den lidt ekstra hele tiden," siger Fie Westergaard, der glæder sig over det helt fantastiske samarbejde og sammenhold, der er blandt de 50 medarbejdere på McDonald's i Hørsholm.
Opskriften på succes er ifølge den 27-årige McDonald's-chef konstant udvikling af medarbejderne og gøre det til et specielt sted at være.
"Når smilet ved kassen er ægte, så kan kunderne mærke det og det smitter af på atmosfæren," siger Fie Westergaard, der selv startede sin McDonalds-karriere i Svendborg og lige skulle tjene lidt penge efter studentereksamen. Det ene år tog det andet, og da hun kom under Claus Strands vinger blev det klart for hende, at her lå en god mulighed for en erhvervskarriere.
"Jeg kan virkelig godt lide mit job. Der er ikke to dage, der er ens, og der er altid nye udfordringer, ligesom vi jo hver dag kan blive bedre end i går," slutter Fie Westergaard, der kun har været restaurantchef i Hørsholm i et år.