Hillerød: Siden september har tømrere, murere og stenhuggere nørklet med at sætte tag, tømmer og sandsten i stand på det næsten 400 år gamle Kancellihus på Frederiksborg Slot.
Under den store, hvide presenning er store dele af den gamle bygning blevet skilt ad. Hele taget er pillet af, mens mange af de gamle træbjælker på tværs af huset er blevet skiftet ud på grund af råd.
- Der er primært tale om en udvendig istandsættelse, men det griber altid om sig, når man kommer i gang og finder råd i bjælker, siger Johan Arndt Dyssel fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, som står for vedligeholdelsen af blandt andet Frederiksborg Slots bygninger.
Den nuværende omgang med restaurering af Kancellihuset er en del af en bevilling på 90 millioner kroner fra Folketingets Finansudvalg. 37 millioner kroner er gået til Kancellihuset, der blandt andet får helt nyt sort tegltag. De øvrige kroner er gået til renoveringer af Slotsbroen ind til den indre slotsgård, en del af slotsmuren, Husarstalden og Sprøjtehuset ved byporten. Projekterne har stået på fra 2008, hvor arbejdet med Kancellihuset er den sidste del af projekterne.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.