Solrød: Hver dag i kalenderen er stadig fyldt op - nu bare med andre ting hos den tidligere indehaver af Profil Optik i Solrød Center og i en lang årrække en af drivkræfterne i Solrød Centerforenings bestyrelse, Sten Christensen, der onsdag 29. maj fylder 70 år.
For sport har altid fyldt meget i Stens liv, og i den tredje alder er der blevet endnu mere tid til at dyrke forskellige idrætsgrene.
Han afhændede forretningen til en kapitalkæde den 1. december 2007, efter at han sammen med konen Ane Gret havde drevet optikerforretning i Solrød Center fra centrets dag ét, 25. november 1976.
Han lægger ikke skjul på, at det var nogle dejlige år med en stor og trofast kundekreds.
Adskillige af kunderne møder han fortsat, når han er forbi centret, hvor ægteparret stadig ejer deres del af ejendommen.
Fødselsdagen fejres onsdag den 29. maj med et åbent hus-arrangement i Jersie Forsamlingshus fra kl. 13.30-ca. 21, hvor der bydes på mad og drikke samt underholdning af John Light.
