Efter 6,5 år lukker Peter Tholle Ringsted Dynefabrik.
butiksliv: Indehaver af Ringsted Dynefabrik, Peter Tholle har besluttet at lukke forretningen. Det har været en svær beslutning, men en række forskellige faktorer har spillet ind.
Ringsted Dynefabrik, som ligger i Søgade, har været i gang i 6,5 år. Peter Tholle var fabrikschef hos Ringsted Dun, men da fabrikken blev opkøbt af en konkurrent, som valgte at lukke ned i Ringsted, valgte han at blive selvstændig.
- Jeg havde fjer og dun i blodårene. Jeg elsker at arbejde med de her produkter, fortæller Peter Tholle, som gerne ville flytte al sin viden ud til slutbrugerne.
Alle dyner og puder fremstiller han selv til at passe til den enkelte kunde, og der er kvalitet hele vejen igennem.
Peter Tholle har også haft nogle engroskunder, samt blandt andet hoteller og lignende.
- Igennem krisen har jeg tabt mange penge på grund af kunders konkurser, siger Peter Tholle og oplyser, at Ringsted Dynefabrik har haft overskud hvert år, men krisen har bidt sig fast.
- Jeg vil kvalitet og vil ikke gå på kompromis, siger Peter Tholle, som må konstatere, at discount vinder frem.
Han har derfor kigget frem og kan ikke se, at det ændrer sig de næste to-tre år.
Peter Tholle arbejder 60-80 timer om ugen og holder kun én uges ferie. Samtidig kan han se, at handlen i bymidten er for nedadgående.
- Jeg ser færre strøgkunder. Man får ikke noget gratis, siger Peter Tholle, hvis to største kunder begge gik konkurs i marts.
- Så er man nødt til at spørge sig selv, om det er omkostningerne værd, siger Peter Tholle og indrømmer, at det har været en svær beslutning.
- Det er svært, når man har gode trofaste kunder, og man kan se, at man har gjort en forskel, fortæller Peter Tholle.
Han smiler og konstaterer, at det heller ikke hjælper ham, at produkterne har en lang levetid. En dyne holder typisk 12-15 år.
- Jeg ved, at nu er der kun industridyner tilbage. Det er sørgeligt, siger Peter Tholle, som begynder at køre ophørsudsalg nu.
Han køber ikke flere vare hjem og har selv en dato i hovedet, som hedder den 31. juli, men måske lukker han før, hvis butikken er blevet tømt for varer.
Peter Tholle kan stadig nå at lave dyner, så længe han har åbent.
- Så skal jeg ud og finde noget andet. Hvad det bliver, må tiden vise. Først vil jeg lukke forretningen ned på en ordentlig måde, siger Peter Tholle.
britt