Af Tim Hvolgaard, Byrådskandidat for de Konservative Helsingør
Debat:
Helsingør: Så blev der leveret endnu et bevis på tåbeligheden i lukningen af Helsingør Sygehus!
Mere end hver 5. indlæggelse fra Helsingør bliver sendt helt til Frederikssund! Mere end to timers transporttid - hver vej - med offentlig transport! Hvem er det, der oftest skal på medicinsk afdeling? Det er ældre mennesker, og dem bliver der flere og flere af her i kommunen.
Helsingør Kommune er "største leverandør" til Nordsjællands Hospital, og alligevel har de lukket vores sygehus!? Antallet af patienter i Helsingør udgør knapt 60 % af hele Frederikssunds kapacitet (jeg ved godt, at vi ikke kunne klare alle patienterne "hjemme", men det sætter tallene i perspektiv), og alligevel har de lukket vores sygehus!?
Nærhed er en kvalitet, som mange gange kan overstige faglige kompetencer - viljen til at overleve gør den helt store forskel, især for ældre medicinske patienter. Men det er åbenbart ikke en kvalitet, som Region Hovedstaden tager med i deres beregninger.
Lukningen af Helsingør Sygehus er og bliver en syg beslutning! Den skal ændres; vi skal have genåbnet Helsingør Sygehus!
