Gittes fisk giver friske fødder

Næstved // Fisk er ikke nogen nyhed i Næstved Stor-Center, der længe har haft cirka 100 farverige fisk til at svømme rundt i akvariet på Info Torv. Men nu får storcentret også en flok fisk, der kan bruges til at andet end at kigge på.

Lørdag 1. juni klokken 10 åbner Happyfeet Fiskespa nemlig på 1. sal ved Kurts Torv.

- Fiskespa er en fodplejebehandling, hvor du bader fødderne i et akvarium med Garra Rufa-fisk, fortæller Gitte Olsen, der står bag den nye klinik.

- Fiskene har ingen tænder, så behandlingen kan sammenlignes med en slags mikromassage af fødder og underben Garra Rufa-fiskene spiser føddernes døde hudceller og efterlader dem bløde og velplejede.

Samtidig frigives et enzymholdigt sekret, der optages i underhuden og nedsætter den hurtige celledeling i huden. Netop derfor er behandlingen også kendt i forbindelse mod hudsygdommen psoriasis, ligesom den kan være effektiv mod børneeksem, astmaeksem og akne.

- Vi tilstræber en meget høj hygiejnisk standard og anvender de mest moderne, sikre og avancerede vandfiltrationsudstyr. Fiskene lever i et rent, sundt og velafbalanceret vandmiljø, derfor er der også en del regler, siger Gitte Olsen.

- Alle kunder skal vaske fødderne grundigt i klinikkens vaskestand inden vores fiskespa benyttes. Man kan ikke benytte behandlingen, hvis man har for eksempel fodvorter, fod- eller neglesvamp, sår på fødder og ben, eller hvis man lige har smurt creme på sine fødder. Det er alt sammen med til at sikre en optimal hygiejne - og selvfølgelig passe på fiskene.

Der er åbningsreception i den nye klinik lørdag 1. juni fra klokken 14-16 og alle er velkomne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...