Grafitti på væggene, smadrede kummer og spejle og en fæl stank af enten tis eller afføring og ofte begge dele har fået mange til at rynke på næsen og helt droppe at benytte de offentlige toiletter på Posen og Torvet.
Derfor var politikere fra begge fløje i byrådssalen under sidste uges møde i Økonomiudvalget enige om, at det er nødvendig at tænke i nye baner for at stoppe hærværket, så turister og lokale igen kan få nytte af de offentlige toiletter. Derfor besluttede udvalget, at det skal koste penge at benytte dem.
Både Fælleslisten og De Konservative er enige om, at det er en træls beslutning at træffe.
"Betalings-toiletter er et nødvendigt onde. Men med den her løsning håber vi, at hærværksmænd ikke vil betale for at komme ind og smadre toiletterne", siger viceborgmester Thomas Vang Christensen (K) og kalder den nuværende situation utålelig.
Heller ikke formand for Miljø- og Teknikudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten) er ubetinget tilfreds med at indføre betalingsmodellen.
"Personligt irriterer det mig, når jeg skal betale for at gå på toilettet i andre byer, men i øjeblikket er situationen på Torvet og Posen så skidt, at vi bliver nødt til at forsøge noget nyt for at stoppe hærværket", siger han.
På mødet i Økonomiudvalget vedtog politikerne også, at toiletterne på Posen og Torvet skal renoveres for i alt 500.000 kroner, så standarden kan komme op på et pænt niveau igen.
Ifølge leder af Hillerød Kommunes Ejendomsservice Lone Byskov er forvaltningen i fuld gang med at undersøge, hvordan det kan fungere i praksis.
"Det er muligt elektronisk at regulere adgangen til toiletterne, som der er eksempler på ved stationer og i andre kommuner. Dette kan ske via løsninger som betaling via sms og eller betaling ved møntindkast i både danske kroner og euro", siger hun.
Udvalgformand Tue Tortzen understreger, at betalingen ikke indføres for at tjene penge. Derfor er hans forslag, at det ikke skal koste mere end to kroner at få adgang, men den beslutning, og hvordan betalingen kan foregå, bliver ikke truffet før senere på sommeren. Som det ser ud nu, er toiletterne ifølge Lone Byskov nemlig først renoverede og klar til brug i slutningen af august. Det ærgrer leder af turistinformationen i Hillerød Henrik Numelin, da sommerturisterne dermed må ind og bede om at låne toiletter på de lokale restaurationer de næste tre måneder i stedet.
"Det er selvfølgelig ikke optimalt. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at man lader turisterne lidt i stikken, når de skal stå og fedte med mønter og i øvrigt sørge for, at de har de rigtige mønter med", siger han.
Men turistlederen er også rigtig glad for, at der kommer pænere offentlige toiletter.
"Når de er så klamme, kan det give uheldige erindringer om Hillerød, hvorimod pæne toiletter er med til at give et godt billede af byen", siger Henrik Numelin.
Betalings-toiletterne bliver foreløbig indført som et etårigt forsøg.