RUDERSDAL: Demokratiske processer er ikke fnidder-fnadder, som tre af kommunalbestyrelsens konservative medlemmer udtrykker det i et læserbrev.
Vi har en lang og traditionsrig demokratisk proces for hvordan vi forvalter kommunens midler. Det er denne proces, som Venstres gruppe på Rudersdal rådhus ønsker at fastholde. Det er faktisk også fastsat i lov om kommunal styrelse, at en borgmester og et flertal i en kommunalbestyrelse ikke bare kan skalte og valte med kommunens midler efter forgodtbefindende, og godt for det.
Derfor er der også helt klare regler for hvordan vi vedtager kommunens budget. I den proces er åbenhed og transparens en vigtig forudsætning for at borgerne kan følge med.
Derfor har det også undret Venstre, at hele processen omkring kommunens forværrede økonomiske situation har udspillet sig for lukkede døre i økonomiudvalget, og så endda kun som et orienteringspunkt uden bilag, hvor økonomiudvalget blot har fået forelagt situationen med powerpoints. Dermed har borgerne ikke den berettigede indsigt i kommunens økonomi, som vi ønsker.
En indsigt, som vi dog kan forstå, at de tre konservative læserbrevskribenter, der alle ikke sidder i økonomiudvalget, åbenbart har. Problemet er nemlig at økonomipunket har været ført for lukkede døre, hvilket giver medlemmerne af økonomiudvalget en skærpet tavshedspligt.
Denne skærpet tavshedspligt havde borgmester og forvaltning åbenbart glemt alt om, da en pressemeddelelse blev udsendt torsdag. Kritik at dette anser vores konservative ledelse åbenbart som fnidder fnadder. Det gør Venstre ikke
Venstre anerkender til fulde, at der kan være behov for at åbne kommunens budget igen, især med den forværrede økonomiske situation. Men det kræver åbenhed og inddragelse af den samme kommunalbestyrelse, som indgik et budgetforlig for få måneder siden.