Hørsholm: Mandag eftermiddag havde lærere fra Usserød Skole inviteret deres elever til at mødes. Men lokalafdelingen af Danmarks Lærerforening har bedt lærerne aflyse kram og snak med deres elever.
Fredag gik omkring 40 lockout-ramte lærere fra Usserød Skole rundt med kort, som de smed i deres elevers postkasse. Teksten lød »Vi savner dig« og kortet opfordrede eleverne til at møde op mandag og få et kram eller en snak med deres lærer. Men mandag morgen fik lærerne fra lokalafdelingen af Danmarks Lærerforening besked på, at de skulle lade være med at møde op ved klubben Stampen ved Usserød Skole.
- Begrundelsen er, at vores udgangspunkt i konflikten er, at vi ikke inddrager eleverne, siger Ole Andreasen, der er formand for Allerød-Hørsholm Lærerforening.
Lærerforeningens lokalafdeling blev i løbet af weekenden kontaktet af Hørsholm Kommune. Det skete efter, at Frederiksborg Amts Avis lørdag bragte artiklen »Elever fik en hilsen i postkassen«, hvor mandagens planlagte møde blev beskrevet.
- Vi har haft en dialog med kommunen i løbet af weekenden om det ud fra den aftale vi har lavet på forhånd. Vi synes det er et forkert signal, at du henvender dig personligt til dine egne elever, siger Ole Andreasen.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.
