Holger Danske: Man vil sælge et nationalsymbol

Carsten 'Fisk' Nielsen, Facebook-gruppen 'Helsingør i billeder. Dengang og nu'

Holger Danske er en national myte, et nationalt symbol på ædelmodighed, viljestyrke, retfærdighed og ridderlig optræden. Han er det idealiserede billede af landets befolkning. Og det har han været siden Saxo Grammaticus første gang beskrev ham for danskerne omkring år 1200.

Indrømmet. Vi ved ikke, om Danmarks Holger er fri fantasi eller en historisk person. Og hvis han levede, så ved vi reelt set intet om hans liv og levned. Han tillægges mange egenskaber og eventyrlige bedrifter ligesom andre nationalhelte i hele verden. Men Holger er altså vores. Derfor bærer han tilnavnet Danske.

Nationens beskytter

Man ved, at nationalhelte som Karl den Store fra Frankrig og kejser Frederik Frederik Barbarossa i Tyskland er ægte historiske personer ligesom kong Olav Tryggvason i Norge. De har det tilfælles med vores Holger Danske, at de vil vågne op til dåd, når landet stander i våde. Og alle har de valgt at gemme sig, enten under jorden eller i et bjerg, eller som kong Olav i et kloster. Men nationerne er sikrede derved, at de er klar til kamp, når det virkelig gælder.

Andre nationalhelte som Polens hvide Prins, Englands kong Arthur, Japans San-nen-netaro og persernes Sam, behøver ikke at have levet i virkeligheden. De kan være en skønsom blanding af mytologi og digtekunst, men ligesom Holger Danske giver de deres lands befolkning en ledetråd for, hvilke menneskelige værdier, der bør sættes i højsædet og troen på nationens evige beståen.

Kunst kontra symbol

På et eller andet tidspunkt, formentlig da gipsfiguren i Kronborgs kasematter var ved at forgå omkring 1985, har en person påklistret Holger Danske statuen den etikette, at den var 'uden kunstneriske kvaliteter' og derfor ikke bevaringsværdig. Og denne etikette hænger ved.

Men i 1980'erne var der mennesker, som mente, at endog gipsfiguren i kasematterne under Kronborg var bevaringsværdig. Det var veteraner fra den gamle modstandsgruppe 'Holger Danske', og de satte sig for at bevare statuen i kasematterne. Det tog dem nogle år at få støtte til projektet, men kreditkortvirksomheden American Express gik ind og financierede en afstøbning af den originale bronzefigur ved Hotel Marienlyst og produktion samt opsætning af en figur i beton under Kronborg.

Som symbol har statuen af Holger Danske værdi uanset hvad en såkaldt kunstekspert måtte mene, og af samme årsag kæmper helsingoranerne for at bevare statuen i Helsingør, hvortil den er knyttet gennem H. C. Andersens eventyr fra 1845: 'Holger Danske'.

Skal vi nøjes med kopier?

Når netop bronzefiguren ved Hotel Marienlyst blev benyttet som model ved reproduktionen i beton, så skyldes det, at den originale gipsfigur var så medtaget, at Slots- og ejendomsstyrelsen ikke ville ofre penge på at restaurere dette 'værk uden kunstnerisk værdi'. Men en kopi er nu en gang en kopi. Derfor virker det påfaldende, når socialdemokraten Mogens Jensen i en mail til Jyllands-posten skriver: Kronborg har original-formen i gips stående på lageret, og de kan støbe endnu en skulptur i chokolade eller guld, hvis man ønsker det. Bronze-afstøbningen på Marienlyst blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet af en hotelejer af markedshensyn.

Original-formen er for forfalden til at lave aftryk af. Og mener Mogens Jensen, at Danmark kan være bekendt at spise turister af med kopiværker? Jamen så tag dog afstøbninger af alle Thorvaldsens skulpturer og sælg originalerne til velhavere, Mogens Jensen!

Satire eller blot almindelig gemenhed

DR's satireprogram Monte Carlo og med dem en række historieløse lyttere fandt det åbenbart morsom at igangsætte en budkrig på Lauritz.com. Det finder DRs kulturboss, Morten Hesseldahl helt i orden, for som han udtaler, så er Holger Danske ikke bare en PH-lampe.

Det er svært at være uenig i, at Holger Danske ikke bare er en masseproduceret PH-lampe. Holger Danske er en unik skulptur og et nationalt symbol. Er det derfor ikke lidt gement at gøre grin med, at dette symbol måske kan være på vej ud af landet? De få tilbageværende frihedskæmpere fra modstandsgruppen 'Holger Danske' vil næppe finde det morsomt. For dem er figuren stadig et symbol på, at man er villig til at sætte livet på spil for Danmarks frihed og selvstændighed.

Holger skal blive i Helsingør

Facebook-gruppen 'Helsingør i billeder. Dengang og nu' består af knapt 2.500 lokalhistorisk interesserede personer. Deres holdning er klar. Holger Danske hører til i Helsingør. Figuren er skabt til byen og H. C. Andersens eventyr forbinder myten med Kronborg Slot. Om bronzefiguren efter et offentligt køb så skal erstatte betonafstøbningen i kasematterne eller opsættes et andet sted, kan man efterfølgende tage stilling til. Men det haster! Auktionen hos Lauritz.com slutter torsdag den 25. april kl. 23:46.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...