Skovhuses unikke radarkuppel

Radar-kuplen ved Stensved/Skovhuse er den eneste tilbageværende i landet. Derfor har Kulturstyrelsen udpeget den som et af landets 25 vigtigste punkter for Koldkrigs-formidling.

Man kan se radar-kuplen - eller radomet - helt fra Møn, og fra det blev bygget i midten af 1950?erne var Stensved Kaserne og radaren ved Skovhuse et vigtigt værn i forbindelse med den kolde krig, hvor seks store radarer i landet udgjorde et fint net, til at holde øje med eventuelle fjender.

I dag er kuplen i Skovhuse  den eneste originalt bevarede, og derfor er radarstationen - især på grund af  radomet - blevet udvalgt af Kulturstyrelsen som et af 25 særligt vigtige koldkrigsminder, der skal bruges til at fortælle historien.

- Det er lidt ligesom X-faktor for den Kolde Krig, hvor radaren i Skovhuse nu er kommet videre fra de indledende runder, og skal til ?boot-camp?, fortæller Morten Stenak fra Kulturstyrelsen, hvor de blandt andet forventer at lave en bog med de 25 vigtigste kold-krigssteder og samtidig vil arbejde på at skabe bedre formidling for områderne i løbet af året, hvor projektet kører.

For Skovhuse-raderen betyder det, at man skal lave en aftale med militæret, der ejer området, men det vigtigste formål er indtil videre, at det bliver bevaret.  

 

Kunne se til Polen

Blandt dem, der har været store fortalere og med-bevarere af Skovhuse-radaren er overinspektør ved Stevnsfortet, historiker Thomas Tram Pedersen, der ser den lokale radar på Sydsjælland som noget særligt.

- Radaren ved Skovhuse var netop ekstra kraftig og kunne overvåge helt ind i Polen og Østtyskland. Det var vigtigt, hvis man skulle nå at varsle om, at der var fly på vej - for de kunne være i København i løbet af få minutter, fortæller han.

I dag er det kun tårnene og radomet - kuplen - der står tilbage, men helt frem til begyndelsen af 2000-tallet var der en kæmpe radar-antenne på omkring 16 meter inde i kuplen. Radaren var dog hemmelighedsstemplet og den sidste model tilhørte NATO, der fik den tilbage.

- Tidligere sad der folk 24-7 og holdt øje og identificerede fly, og hvis de ikke meldte tilbage, så sendte de besked  om at sende jagerfly af sted, fortæller koldkrigseksperten, der gør klart, at de andre lignede kupler er bygget om og moderniseret, men at Skovhuses netop er helt unik, fordi både tårne og kuppel er bevaret.

- Vi håber på længere sigt, at den kan blive offentligt tilgængelig, men lige nu gælder det om at få den bevaret og få fortalt historien, siger han.

Det er dog ikke meningen at radomet skal omdannes til sit eget museum, men ses som en del af resten af sydens militære anlæg.

- Man kan jo se Stevnsfortet og derfra tage ud til de forskellige steder. Især Skovhuse-raderen, men også Varslingsstationen i Nykøbing Falster. Man kan tage på koldkrigs-opdagelse, og se hvordan det hele hang sammen, siger han.

Radomet i Skovhuse er militær ejendom og passes blandt andet af hjemmeværnet. Det kræver særlig aftale at komme derud, men måske kan Kulturstyrelsens fokus bane vejen for flere muligheder for besøg i fremtiden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...