Så er den ged parteret - eller er den?
Antorini udtaler, at vi i folkeskolen skal partere geder og bygge fuglehuse - hvor skal de penge komme fra?
Der er mange nedslidte skoler i Hillerød Kommune, og alle der har deres gang på Byskolen i Hillerød ved, at den også er stærkt nedslidt og forsømt - gardiner hænger i laser, vægge og paneler, der skriger på maling, huller i væggen fra fjernede tavler, manglende paneler og dørhåndtag, punkterede materede vinduer, ingen vinduespudsning de sidste mange år. Kedelige udendørsarealer - med ringe eller ingen mulighed for frikvartersaktiviteter.
Skolens konti har i dette skoleår været lukket i fem måneder, hvilket bl.a. medførte aflysning af klippe/klistre-dag, da vi ikke havde råd til pap og glanspapir, ingen hæfter og mapper at udlevere til nye elever, da lageret var tomt. Ingen ture ud af huset, der ikke var planlagt i forvejen.
Antorini har visioner om aktivitetstimer. Træ er dyrt, og det er geder vel også! Hvilke lokaler skal det foregå i? Eleverne skal have kreative timer og skal røre sig mere. Som udgangspunkt en god ide - vi mangler bare ledige lokaler til rådighed.
I øjeblikket er det eneste sted eleverne kan arbejde uden for klasselokalet på gangen - her kan de så sidde sammen med alle de andre af skolens elever, der gerne vil trække sig lidt væk med mulighed for fordybelse og samarbejde.
Svømmeundervisningen er blevet sparet væk for et par år siden - der røg en god mulighed for at få rørt sig i løbet af skoledagen...!
Forberedelsen af undervisningen og ekstern kommunikation skal foregå på de 5 lærerarbejdspladser, der er indrettet til skolens 60 lærere. Hvordan skal det kunne lade sig gøre i praksis fremover, hvor forberedelsestiden skal ligge på skolen?!
Inklusionspakken er landet samtidig med, at hele ideen om heldagsskolen bliver rullet ud - hvilket ikke giver mening. Hvordan skal det kunne lade sig gøre med skolens fysiske tilstand at kunne tilgodese elever, der kan have brug for specielle timeouts, stillerum, afskærmning og lign. Ofte er der så mange børn i klassen, at man i forvejen har svært ved at komme rundt om borde og stole.
Flere af Hillerøds byrådsmedlemmer har børn på Byskolen og burde da om nogen kende til de ringe forhold, der hersker. Det giver altså sig selv, at Hillerød kommune derfor skal afsætte langt større midler på budgettet end tidligere til skoleområdet.
Giv nu elever og lærere nogle ordentlige arbejdsforhold og optimer de fysiske rammer, før I forventer, at vi skal kunne opholde os på den samme utidssvarende og nedslidte skole - nu bare som heldagsskole!
Man kan ikke bygge et slot på en ruin.