Tandpleje sætter hårdt ind mod syreskader

Der er ingen kære mor, hvis tandplejen i Hillerød Kommune opdager syreskader på tænderne hos en af kommunens unge under 18 år. Så bliver der promte ringet til den unges forældre, som får besked om tændernes tilstand.

Og sådan en alvorlig snak er kommunens skoletandlæger nødt til at tage ofte.

For nylig offentliggjorde kommunens tandpleje nemlig en stor undersøgelse af cirka 4650 unge, og den viste, at cirka hver femte 17-årig har syreskader på tænderne.

Forældresamtalen er blot et af flere våben, kommunens tandpleje har trukket i kampen mod syreskaderne.

Ifølge kommunens overtandlæge Marie Hviid, tager tandplejerne desuden en alvorlig snak med den unge lige efter tandlægebesøget, ligesom der også sættes ind med undervisning om syreskaderne og deres konsekvenser for kommunens femteklasser. Her har størstedelen af femteklasserne fået undervisning af en times varighed.

"Vi viser blandt andet billeder af tænder med syreskader, og vi laver øvelser, hvor vi måler ph-værdi, så de unge kan se, hvad der skader tænderne mest", forklarer hun.

Når skaderne først er kommet, er de nemlig ikke til at slippe af med.

"Syreskaderne betyder, at emaljen visse steder er ætset væk. Og da emaljen beskytter tænderne, så er det selvsagt noget skidt, når den forsvinder. Det betyder, at selve tandbenet bliver slidt meget hurtigt, også når man børster tænder", siger hun.

Syreskaderne kommer ifølge Marie Hviid typisk fra cola, appelsinjuice, smoothies, danskvand med brus og citrus, slik og kager.

"En af de største farer er sodavand med skruelåg, hvor de unge sidder og tager småslurke gennem længere tid", forklarer hun.

Overtandlægen konstaterer tørt, at konsekvenser af at drikke og spise (meget) af ovenstående og de medfølgende syreskader er klare.

"For det første gør det jo ondt i tænderne. Det giver smerter, når emaljen forsvinder. For det andet kan det ende med, at tænderne forsvinder, og det ser jo ikke pænt ud. Og det kan blive ganske dyrt at få lavet", siger hun.

Overtandlægen har set adskillige unge, der har tænder som en 60-årig på grund af syreskader, og derfor anbefaler hun på det kraftigste de unge at skære ned på forbruget af de søde og sure sager.

"Hoveddelen af de undersøgte unge med syreskader har "kun" lette syreskader, og derfor er det muligt at redde deres tænder, men det kræver, at de ændrer spise- og drikkevaner med det samme", slår hun fast.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...