Selvom livgarden ikke kommer til Vordingborg Kaserne i denne omgang, er fremtiden for kasernen på Sankelsmarksvej langt fra sort. Kasernen bliver ikke lukket ned men bliver reduceret til omkring 400 medarbejdere fra de nuværende 600.
- Det lignede for 14 dage siden Vordingborg Kasernes endeligt, men sådan er det slet ikke blevet, siger Karsten Nonbo, formand for Folketingets forsvarsudvalg og valgt for Venstre i Næstvedkredsen.
Nogle medarbejdere fra DANILOG bliver på kasernen. Imens vil nogle af hjemmeværnets aktiviteter flytte til Vordingborg - blandt andet de 30 medarbejdere på Stensved Kaserne, som lukkes. Endelig er der tale om at flytte forsvarets sundhedstjeneste til Vordingborg.
Holder øje
Forsvaret ændrer sig konstant, og meget kan ske i fremtiden. Derfor er det helt afgørende, at Vordingborg Kaserne ikke lukker, mener Karsten Nonbo. Han mener ikke, at livgardens soldater skal følge sig for sikre i Høvelte.
- Hele balladen omkring naboklager og støjproblemer ved Høvelte dør ikke hen, bare fordi kasernen overlever. På længere sigt er håbet for livgarden i Vordingborg ikke dødt - især ikke hvis støjproblemerne viser sig at være for store, siger Karsten Nonbo.
Han vil følge kasernen i Høvelte nøje i fremtiden og registrere livgardens ønsker til renovering.
- Jeg står ikke alene med at holde øje med Høvelte Kaserne i fremtiden. Man har sagt i mange år, at kasernen trængte til at blive renoveret, men midt i diskussionerne om kasernelukninger var det slet ikke nødvendigt. Fremover, hver eneste gang der kommer noget, vil jeg huske på dette forløb, for det er stadig sundere og billigere at vedligeholde kasernen i Vordingborg, siger Karsten Nonbo.
- Vordingborg Kaserne vil måske være på vågeblus i et år eller to, mens vi finder sandheden om Høvelte, siger han.
Læs meget mere i avisen tirsdag.