Hvilken roman har du sidst læst?
'Kaput' af Curzio Malaparte, italiensk forfatter og journalist, der var fascist under Mussolini og rapporterede fra Europas brændpunkter under 2. verdenskrig. 'Kaput' er en krigsroman, en reportage, en skrøne og en selvbiografi, der med en blanding af sadistisk klarhed, indignation og ond humor giver nogle uforglemmelige billeder af krigens lidelser og absurditet.
Hvem er din favoritforfatter?
Jeg har ingen favoritforfatter, da jeg helst vil holde døren åben for alle mulige forfattere. Men generelt er jeg meget glad for de store fortællende naturalister, som Tolstoj, Flaubert, Zola og herhjemme Pontoppidan. Men Knut Hamsun er nu den forfatter, jeg føler mig tættest på, og han er jo ikke specielt naturalistisk.
Hvad er din favoritgenre?
Naturalismen. Jeg ser mig selv som materialist, og jeg elsker litteratur, som dyrker den fysiske verden og forsøger at nærme sig den på nye og overraskende måder.
Har du nogensinde opgivet en bog?
Masser af gange. Tit, når forfatterens dyrkelse af sit eget ego kommer i vejen for fortællingen, eller når stilen overtrumfer substansen, lægger jeg bogen fra mig. Det er altid en deprimerende oplevelse, der bliver siddende i mig i lang tid.
Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?
Jeg vil anbefale, at man læser klassikere, lige meget hvilke. Klassikerne har overlevet, netop fordi det lykkes dem at finde ind til nogle litterære kerneværdier. De hjælper én til at nulstille sin litterære smag og komme tilbage på sporet af, hvad litteratur kan.