De så deres veninde blive skudt af politiet: “Helt uacceptabelt”

Fra politibilen så Ismail Mohamed sin veninde få meter væk blive skudt i benet. Han havde set, hvordan politiet ikke havde forstået, at veninden ikke forstod dansk. Og at hendes arme over hovedet bevæbnet med et rollespilssværd og dets skede i hver sin hånd og hendes skridt mod betjentene, blev besvaret med en kugle i benet.

“Der var ingen varselsskud. Hun blev skudt i benet, faldt om og skreg. Ring efter en ambulance, råbte en betjent,” siger Ismail Mohamed.

“Jeg kunne høre, at en betjent råbte ’Fuck, fuck, for helvede, sikke noget lort’,” siger Heidi Larsen.

“I politibilen sagde jeg til politiet, at det er helt uacceptabelt, den måde de har grebet det an på. Hun var stille og rolig og gjorde ingenting. Hun havde hænderne oppe, og hun forstår ikke dansk. Jeg sagde til dem allerede første gang, jeg kontaktede dem, at hun ikke forstår dansk. Og jeg sagde til dem, at hun var rolig,” siger Ismail Mohamed.

De to vidner giver her deres version af, hvad der skete natten til mandag, da en 24-årig kvinde blev skudt i benet af politiet.

Undersøgelse i gang

Kort efter midnat natten til mandag modtog Den Uafhængige Politiklagemyndighed en underretning fra Nordsjællands Politi om en 24-årig kvinde, der på Bækkevang i Kgs. Lyngby var blevet skudt af en politibetjent. Episoden fandt sted omkring kl. 23.40, skriver Politianklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

“Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt,” oplyser man og fortæller, at man gerne vil i kontakt med vidner, særligt en cyklist, som har overværet episoden eller vidner, der har oplysninger i sagen.

Både Ismail Mohamed og Heidi Larsen var vidner til episoden. Begge kender den 24-årige kvinde. Hun er veninde til Ismail Mohamed, som beskriver hende som en datter for ham, og Heidi Larsen lejer et værelse ud til hende.

Tidligere på dagen opstod en konflikt mellem Ismail Mohamed og kvinden, da hun låste ham ude af hans egen bil. Politiet blev tilkaldt, da han i halvanden time forgæves havde forsøgt at få hende til at låse op. Politiet kørte dog igen, da heller ikke de kunne få hende til at åbne døren.

Politiet vendte senere tilbage, da Ismail Mohamed stadig ikke kunne komme ind i sin bil. Han tog kontakt til en bilist, som så ringede efter politiet. Ved ankomsten samlede de Ismail Mohamed op og kørte til bilen på Bækkevang.

Da politiet og Ismail Mohamed ankom, havde kvinden et sværd og tilhørende skede i hænderne.

Smid sværdet

Politiet råbte, at den 24-årige kvinde skulle smide sværdet. Et våben, som ifølge Ismail Mohamed var blevet købt, fordi kvinden ville besøge en middelalderfestival.

“Jeg vågnede ved, at jeg hørte råben og skrigen. Jeg gik op til mit vindue,” fortæller Heidi Larsen og peger ud ad vinduet til stedet, hvor episoden udspillede sig.

“Hun stod med sværd og skede i hænderne helt stivnet. Flere betjente råbte ’Smid dit sværd, smid dit sværd’. De advarede om, at de ville bruge peberspray. De råbte på dansk, og jeg tænkte, at hun ikke forstår dansk. Jeg tænkte, om jeg skulle gå ud og sige det til politiet. Hun tog sværdet over hovedet og gik stille og rolig mod politiet. Og så skød de hende,” siger Heidi Larsen.

“Politiet råbte først én gang, at hun skulle smide sværdet. Hun stod helt stille og roligt med armene nede. De råbte det så igen, og hun tog hænderne over hovedet som for at overgive sig. Jeg råbte flere gange til politiet, at de skulle tale engelsk til hende,” siger Ismail Mohamed, der fortæller, at to betjente overmandede hende og lagde folie over hende, så hun kunne holde varmen.

Det Grønne Område ville gerne have Nordsjællands Politi til at forholde sig til de to vidners oplevelse af episoden. Det ønsker man ikke og henviser til Politiklagemyndigheden. Den oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...