De første gæster i det nye Danmarks Akvarium, Den Blå Planet, blev klappet ind af medarbejderne og indenfor ventede en forunderlig oplevelse af små og store fisk i fantastiske omgivelser. Efterhånden som folk kom ind fra den solbeskinnede kulde spredte den begejstrede stemning sig, hvad enten det var søløver, krabber eller hammerhajer, der var i nærheden.
Familien Becker havde taget turen helt fra Skibby til Kastrup Havn for at opleve åbningen. Helle Becker blev den allerførste gæst. der kom ind i Den Blå Planet.
- Det er simpelt hen så flot. Man får så mange indtryk, fortæller hun begejstret.
Familien har glædet sig længe til at se akvariet. Ikke mindst drengen Emil, der har skrevet skoleopgave om hele byggeprojektet.
Fortsætter man ned i dybet igen, kan man opleve koralrevet med farvestrålende fisk, Afrikas søer, Grotten og Det kolde vand med søløverne. I alt gemmer der sig 20.000 fisk og havdyr i det nye Danmarks akvarium, der kan opleves til en pris på 160 kroner for en voksen og børn fra tre til 11 år for 95 kroner.