Lokale ildsjæle der producerer gode fødevarer, får nu mulighed for at komme ud til flere kunder.
SuperBrugsen Lynge-Uggeløse inviterer nemlig lokale producenter til at komme og sælge deres varer.
Det sker som led i det hidtil mest ambitiøse initiativ for at få flere lokalt producerede fødevarer ud til danskerne.
For Danmarks 229 andre SuperBrugser gør det samme.
Det sker med en kampagne, der har som mål at tiltrække i alt 500 nye leverandører. Det skal være små producenter, der blot kan levere varer nok til en eller nogle få SuperBrugser.
Det sker som et helt nyt modtræk til den stadige effektivisering og standardisering af butikkernes sortimenter - målet er at SuperBrugsen skal stå endnu tydeligere som danskernes lokale supermarked.
"Vi ønsker at skabe et moderne supermarked med en stærk lokal forankring. Dels fordi vi på denne måde kan adskille os markant fra de store internationale kæder, hvor meget er ens, uanset om butikken ligger i Düsseldorf eller Dianalund. Dels fordi vi gerne vil imødekomme et spirende behov for at købe mere unikke fødevarer," siger uddeler Jens-Erik Klose.
De 500 producenter svarer i gennemsnit til godt to pr. SuperBrugs, men man vil gerne have endnu flere. I SuperBrugsen Lynge Uggeløse har man allerede mejeriprodukter fra Øllingegaard Mejeri, melprodukter fra Mørdrupgaard, is fra Hansen Is.
For små producenter har SuperBrugsen tilrettelagt en meget enkel procedure for at få deres varer ind i deres lokale supermarked. Man kontakter simpelthen sin lokale uddeler eller går ind på www.superbrugsen.dk/lokalevarer.