Allerød: Hvorfor ikke bygge kunstgræs før end senere?
Sådan lyder anken fra Allerød Idrætsunion og Allerød Fodbold Klub, der har rettet henvendelse til Allerød Kommune for at få bygget en kunstgræsbane mere på Møllemoseområdet.
I øjeblikket skrider arbejdet med at bygge et nyt klubhus til Allerød Fodbold Klub planmæssigt frem. Det nye klubhus gør, at en af de nuværende tre græsbaner skal laves om. Og i den omgang kan man lige så godt få lagt kunstgræs end almindeligt naturgræs.
- Fodbolklubben har behov for det. Som det er nu, har vi én kunstgræsbane, men det er ikke nok. Også selvom vi får træning på Blovstrøds kunstgræsbaner, siger formanden for Allerød Fodbold Klub, Ivan Skov.
- Hver eneste vinter er det en kamp af få træningen til at hænge sammen, og nogle er nødt til at træne meget sent, hvilket jeg har det dårligt med.
Ivan Skov understreger, at han ikke er utilfreds med den nuværende mængde grønsvær, der tæller en kunstgræsbane, tre græsbaner - hertil den, der skal omlægges - og udsigten til yderligere tre 11-mandsbaner i 2014.
- Men når man er i gang med at lave en ny bane, så kan man jo lige så godt fremtidssikre den, så den kan spilles på hele året rundt, siger Ivan Skov.
Kultur- og fritidsudvalget skal nu tage stilling til henvendelsen fra idrætsklubberne.
