Skole i krise: Lukker bådebygger-uddannelse

Helsingør: Elever med sans for romantiske træbåde eller dæklægning kan snart ikke længere uddanne sig til bådebyggere i Helsingør.

Bådebyggereleverne skal fremover tage til Hillerød for at følge den fire år lange uddannelse, som er en del af de maritime håndværksfag på Erhvervsskolen Nordsjælland. Det sker som led i skolens genopretningsplan, der blev godkendt den 21. januar 2013, som følge af skolens skrantende økonomi. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

De maritime håndværksfag, som udover bådebyggere også uddanner sejlmagere og modelsnedkere er ellers en 'landsskole', hvilket betyder, at eleverne tidligere kun har kunnet tage uddannelsen i Helsingør.

Uddannelsen, som holder til på Rasmus Knudsens Vej 9 i Helsingør, vil fra senest august 2013 i stedet foregå i Hillerød på Erhvervskolen Nordsjællands afdeling der.

38 skal pakke flyttekasser

Omkring 30 elever fra grunduddannelsen og otte hovedforløbselever bliver nødt til at flytte fra Helsingør til Hillerød. Til uddannelsen er der et skolehjem tilknyttet, hvor eleverne bor. Eleverne skal udover deres lærebøger også flytte deres private ejendele. Hvornår skolehjemmet flytter med er ikke på plads endnu, ligesom den endelige flyttedag for uddannelsen heller ikke er endeligt besluttet.

- Det bliver inden for kort tid. Det er en kabale, der skal gå op. Beslutningen om at samle træarbejdet i Hillerød er taget. Det er det praktiske, som ikke er på plads endnu, siger Ole Sørensen, som er uddannelseschef for blandt andet de maritime håndværksfag på Erhvervsskolen Nordsjælland til Frederiksborg Amts Avis.

Indtil flytningen af skolehjemmet finder sted vil eleverne dels skulle pendle til Hillerød, dels blive undervist i Helsingør.

Samler elever

På uddannelsen i de maritime håndværksfag får eleverne undervisning i træarbejde, glasfiberarbejde, design og syning af sejl. Samtidig kommer de fra alle kanter af Danmark og har ingen lokal tilknytning til lige Helsingør.

Ole Sørensen forklarer, at man ved flytningen af uddannelsen på den måde får samlet eleverne. De kommer tættere på snedker- og tømrereleverne, der også beskræftiger sig med træ, og som tager deres hovedforløb i Hillerød. Undervisning med glasfiber vil fortsat foregå i Helsingør efter flytningen.

Genopretningens-planen, skal sikre, at skolen økonomisk kommer oven på efter underskud og rod i regnskaberne. En af metoderne til dette har netop været at lukke afdelinger og rykke tættere sammen på færre matrikler.

Med genopretningsplanen bliver gymnasiet, HF og handelsskolen samlet på Rasmus Knudsens vej.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...