Købmand kæmper for overlevelse

Hos Kwik Spar i Sandved ved Næstved er der ikke længere så travlt, som der har været. Købmand Flemming Andersen kæmper med faldende omsætning og færre kunder. Lige som så mange andre små købmandsforretninger også gør.

Efter den nye lukkelov trådte i kraft 1. oktober 2012, er omsætningen faldet med 15 procent i forhold til samme periode året før. Eksperterne spår, at det kun vil gå en vej - ned. Og det bekymrer den 58-årige købmand.

- Hvis vi mister så meget i omsætning, som prognoserne siger, så lukker vi. Men vi gør alt for at undgå at skulle lukke, siger Flemming Andersen.

- Hvis vi skal lukke, er det ikke vores skyld. Så er det fordi, kunderne ikke kommer, pointerer han over for Sjællandske.

Mærker konsekvensen

Flemming Andersen har været købmand i 26 år. Først startede han med brødsalg, siden med kiosk og de seneste 16 år har han haft købmandsforretning med det hele på Jernbanevej 2 i Sandved. For ham ville det derfor være trist at skulle give op efter så mange år.

- Hvis det var gået godt, var jeg blevet her, til jeg var 80. Men det går ned ad bakke, siger Flemming Andersen, der før i tiden nød godt af at have åbent om søndagen.

Men det er ikke længere en god forretning. Efter den nye lukkelov trådte i kraft, er omsætningen i Kwik Spar faldet med 20 procent om søndagen. Og købmanden mærker konsekvensen på den hårde måde.

- Selvfølgelig kan jeg mærke det. Der bliver færre og færre kunder. De kører til byen for at handle, konstaterer han.

Klar til forandringer

At det går ned ad bakke nu, betyder dog nødvendigvis ikke, at købmanden i Sandved står over for en lukning i den nærmeste fremtid. Der er stadig kunder i biksen. De lægger bare ikke nok varer i indkøbskurven.

Flemming Andersen har derfor henvendt sig hos et firma, som nu er i gang med at kigge regnskabet igennem og finde mulige løsninger på, hvad man kan gøre. Han er klar til forandringer, hvis det kan være med til at redde byens købmand.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...