Ny forretning sælger cannabis, og det er ganske lovligt

Der er ikke noget skummelt over den lille forretning på Lyngby Hovedgade 57, der er stramt indrettet med interiør i naturlige farver og materialer. Men sortimentet er lidt specielt, for flertallet af de varer de har på hylderne, er cannabis i en eller anden variant eller skønhedsprodukter med hamp.

Butiksbestyrer Daniel Heintzelmann tager høfligt imod klar til at svare på spørgsmål om et område, der i mange år har været omdiskuteret. Han kan godt forstå, hvis forbrugerne er forvirrede, for det er et felt, der både politisk og lovgivningsmæssigt er under konstant forandring i EU. Lige nu følger han især udviklingen i Tyskland tæt, fordi en lempelse af reglerne her, måske kan smitte af på Danmark.

Til duft og dekoration

Greenheaven er en såkaldt CBD-shop. Det betyder, at du kan købe alt, hvad hjertet måtte begære med cannabis fra hårshampoo og ansigtsmasker til topskud fra planten.

CBD står for cannabidiol og er det hyppigst forekommende aktive stof i hamp. CBD er ikke et euforiserende stof i modsætning til THC, der står for 'delta-9-tetrahydrocannabinol' og er det vigtigste euforiserende stof i cannabis.

Daniel Heintzelmann fortæller, at alle varer i butikken maksimalt, må indeholde 0,2 procent THC. Til sammenligning indeholder hash, som man bliver skæv af, ifølge sundhedsstyrelsen i gennemsnit 6-8 procent THC.

Mens vi står i butikken, kommer en kunde ind for at handle. Han vil gerne købe en klump hash, og Daniel Heintzelmann ifører sig plastichandsker, finder vægten frem og brækker et lille stykke af og pakker det ind.

Varerne hos Greenhaven må ikke sælges til indtagelse, og markedsføres derfor på hjemmesiden, som hudplejeprodukter og tørrede eller forarbejdede planter, der kan bruges til dekoration og duft eller samleobjekter.

Kunden lægger ikke skjul på, at det er noget han har tænkt sig at ryge, og Daniel Heintzelmann kan godt forstå, at det kan virke paradoksalt. Men han understreger, at alle varer i butikken, er lovlige at sælge, og de er gennemtestede og certificerede. Så skulle kunderne i strid med markedsføringen vælge at indtage produkterne, så er det op til dem .

”Jeg kan jo ikke blande mig i, hvad kunderne gør, når de har forladt butikken,” siger han.

Men han kan godt vælge hvem han vil sælge til, og det er klart skiltet, at der ikke sælges til unge under 18 år.

”Jeg spørger altid om ID. Vi har ingen interesse i at sælge til børn og unge under 18 år,” siger Daniel Heintzelmann bestemt.

Alle varerne i forretningen er EU-godkendte produkter, der alle er testede og godkendt til salg. De sælges også på forretningens hjemmeside.

Lovgivning

Folketinget vedtog i 2018, at der godt må sælges cannabis-produkter i Danmark, selvom de indeholder en lille mængde af det euforiserende stof THC. Det betyder, at danske forbrugere har fået mulighed for at bruge produkter, som indeholder CBD, uden man forbryder sig mod loven om euforiserende stoffer.

Betingelsen er dog, at det såkaldte THC-indhold ikke overstiger 0,2 procent. Produkter som indeholder mere end 0,2 procent THC er i strid med loven om euforiserende stoffer.

Siden de omdiskuterede CBD-produkter blev godkendt i Danmark, er det blevet et populært middel. Ifølge sundhedsstyrelsen oplever mange, at CBD kan virke muskelafslappende og smertestillende. Derfor findes der i dag mange forskellige produkter med CBD, som kan bruges forskellige steder på kroppen. Men hvis det skal bruges medicinsk, skal det ordineres af en læge.

CBD kan udvindes fra hamp eller fra marihuana. Hampplanter er cannabisplanter, der indeholder mindre end 0,2 procent THC, mens marihuana-planter er cannabisplanter, der indeholder højere koncentrationer af THC.

Foto: Signe Steffensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...