Frederikssund: Frederikssund Kommunes budget for 2023 holder ikke, og der er udsigt til et underskud på de kommunale finanser i 2023 på 37,2 millioner kroner.
Det skyldes, at udgifterne til specialundervisningsområdet, familieområdet og voksenhandicapområdet og også udgifter til den kollektive transport og til Frederiksborg Brand & Redning er steget markant, siden politikerne og kommunen i efteråret lagde budgettet for 2023.
Det skyldes blandt andet også inflationen.
- Derfor skal Frederikssund Kommunes Økonomiudvalg og Byråd tage stilling til en række justeringer af budget 2023. Det er nødvendigt at gøre allerede nu for at sikre, at økonomien holdes på sporet, og at servicerammen bliver overholdt, oplyser borgmester Tina Tving Stauning (S) i en pressemeddelelse.
Flere udgifter
Her fremgår det, at der tegner sig et underskud på specialundervisningsområdet på hele 11 millioner kroner.
At voksenhandicapområdet bliver 5,5 million kroner dyrere end budgetteret.
At familieområdet for ”børn, familier og forebyggelse” skrider med 8 millioner kroner.
At den kommunale rehabiliteringsafdeling bliver 2,1 million kroner dyrere end forventet.
At prisen på den kollektive transport i form af de gule busser bliver 1,7 million kroner dyrere end forventet, og at den visiterede kørsel - for dem der ikke kan køre selv - bliver 3,3 million kroner dyrere end forventet.
Derudover er udgiften til Frederiksborg Brand & Redning steget med 1,9 million kroner.
Endelig er der et budgetefterslæb på 3,7 million kroner fra 2022.
Rettidig omhu
- På den måde kan vi allerede nu se, at der bruges mere end budgetteret på en række områder, samt at der har været nogle uforudsete og uundgåelige udgifter. Derfor er vi nødt til at handle nu og rettidigt for at sikre, at vi ved årets slutning fortsat har en sund og holdbar økonomi, fastslår Tina Tving Stauning i pressemeddelelsen og siger:
- Det ligger mig meget på sinde, at vi får rettet budgettet til på en måde, så færrest mulige borgere kommer til at opleve serviceforringelser.
Flere spareforslag
Onsdag den 22. marts skal Økonomiudvalget behandle sagen, og her er der foreslået en række måder at reducere driftsudgifterne på. Heriblandt blandt andet at spare mindre op til tjenestemandspensioner, flytte budget til hovedvedligeholdelse fra drift til anlæg og mulig udsættelse af genåbning af nogle af pladserne på Tolleruphøj.
Endvidere foreslås budgetreduktioner fordelt på de forskellige udvalg, hvor der så skal findes besparelser på 4,4 millioner kroner på Økonomiudvalgets område, 2,4 millioner kroner på Plan og Tekniks område, 4,1 millioner kroner på Skole, klub og SFOs område og 1,5 millioner kroner på den visiterede kørsel indenfor fagudvalgene Skole, klub og SFO, Social og Sundhed, Unge, fritid og idræt samt Social og sundhed.
Spare på biodiversitet
På det administrative område er der lagt op til, at nogle ledige stillinger ikke genbesættes. På det tekniske område mener kommunen at kunne finde besparelser via biodiversitetspuljen, tangrensning og vintervedligehold.
På skole- og klubområdet foreslås besparelser på blandt andet kompetenceudvikling på skolerne og en langsommere indfasning af planlagte læringsfællesskaber.
Bustræning
På området for visiteret kørsel er der lagt op til at spare penge ved at træne flere i selv at tage bussen, at lave mere samkørsel og øge brugerbetalingen.
Blandt besparelserne kan en del millioner ifølge kommunen findes teknisk ved at flytte rundt på poster i budgettet, uden at borgerne kommer til at mærke det.
Det bliver politikere i Økonomiudvalget, i byrådet og i de forskellige fagudvalg, der de kommende uger, skal udmønte besparelsen på 37,2 millioner kroner.
Sn.dk forsøger nu at få Tina Tving Stauning til at uddybe, hvordan hun ser udfordringerne og løsningerne.
