"Historisk god nydelse“ lyder ordene i en ramme, der byder velkommen fra sin plads på væggen. Og historien fornægter sig ikke i den lille gårdbutik, der fredag åbnede ved Frydenlund Slot i Vedbæk.
Fra de æbler og pærer, der er grundlaget i gårdbutikkens drikkelige sortiment til flaskernes etiketter, der forestiller et kobberstik af Dronning Caroline Mathilde og livlægen Struensee, der engang huserede på det gule lystslot.
Kodeord: Historie
Historien bølger rundt alle steder, og det er da også en del af tankegangen bag den lille nye gårdbutik, fortæller Frederik von Magnussen, der er driftsleder af plantagen på Frydenlund:
- Vi har åbnet gårdbutikken her for skabe den samme gode, historiske stemning, som vi mener, vores produkter også giver. Der har jo været æble- og pæreplantage her på Frydenlund i 300 hundrede år, og derfor er det vigtigt for os at få fortalt historien, fortæller han og suppleres af Frederik Topsøe, hvis familie har ejet Frydenlund Slot siden 1960:
- Kodeordet her er det historiske. Kobberstikket, som er afbilledet på vores labels er Caroline Mathilde og Struensee. Og det er virkelig et lille nedslag, for det viser sig jo, at Caroline Mathilde ejede Frydenlund privat. Hun fik det i morgengave af sin mand, og så gjorde hun det jo til sit eget sammen med Struensee, fortæller han.
Et sprudlende sortiment
Det kendte par, der måtte så grueligt meget igennem, inden deres liv endte i en tidlig alder, kigger da også frem fra de bugnende hylder i gårdbutikken. Her i det kølige forår kan man købe Frydenlunds drikkelige varer som Struensee Slots Gin, brændevin, cider, likør og calva for bare at nævne lidt af udvalget, der begyndte med æblemost. Men når efteråret melder sin ankomst, og frugtplantagen bugner, vil hylderne også fyldes af frisk frugt.
Et sortiment, der indtil for nylig blev solgt i en lille frugtbod et andet sted på Frydenlunds jorde, fortæller Frederik Topsøe:
- Den gamle bod stod ved en ejendom, der nu skal udlejes, og det kan vi jo ikke gøre med en frugtbod oveni. Fra vi fik idéen, til gårdbutikken står her i dag, er der dog gået tre år, fordi området er fredet, så processen med at få det godkendt er lang, siger han.
Gårdbutikken er åben dagligt fra klokken 8.00-18.00. Den findes på Frydenlund Allé 23b, 2950 Vedbæk.