Jean Voigt i Borup

Skovbo Kunstforening tager hul på det nye år med en Jean Voigt udstilling i Borup Kulturhus.

Skovbo Kunstforening tager hul på det nye år med en Jean Voigt udstilling i Borup Kulturhus.

I sit korte liv forstod modeskaberen, scenografen og billedkunstneren Jean Voigt (1940-96) at forarge, forundre og fortrylle mennesker i ind- og udland. I januar udstilles tegninger, skitse, litografier og akvareller i Borup Kulturhus.

Jean Voigt turde og evnede at sprænge grænser og gjorde sig bemærket på både den danske og internationale scene og var med til at inspirere personer i sin tid til at tænke anderledes.

Han blev udlært som haute couture-skrædder og tog som 19-årig til Paris, hvor han arbejdede sammen med den spanske modecreateur Balanciaga. Han havde sin egen modesalon i København 1962-67, hvor han skabte eksklusive rober.

I 1967 rejste han igen til Paris for at studere kunst, design og teaterhistorie og blev elev af den surrealistiske maler Samuel de Castro. Samtidig arbejdede han for modehuse som Pierre Cardin og skindfirmaet McDouglas.

Herhjemme blev han fra omkring 1970 kendt for sine mageløse scenografier og geniale kostumer til utallige teaterforestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater og Det Ny Teater. Hans rober bar præg af at være elegante, fantasifulde og teatralske.

Jean Voigt viste skønheden i forfald, da han udstillede på Charlottenborg i 1982, og fik dermed som den første anerkendt kostumer og scenegrafi som en kunstart.

Som den enste dansker opnåede han i 1984 at få sit eget modehus i Paris optaget i det prestigefyldte syndikat af franske modehuse - Chambre Syndicat de la Mode.

Hele livet var det maleriske aspekt en betydelig del af hans kunstneriske virke, og han udstillede sine værker på forskellige gallerier samt i sit eget kultursted Rosenlund, som han drev indtil 1995.

Udstillingen i Borup Kulturhus spænder over kostumetegninger, teaterskitser, litografier og akvareller. Der er fernisering søndag den 6. januar kl. 14-16 hvor alle er velkomne, og udstillingen kan ses på fredage kl. 16-18 og lørdage kl. 12-14 frem til 2. februar.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...