Frosten til trods er det forbudt at færdes på isen på søerne i Allerød Kommune, og Park & Vej tvivler med det varslede tøvejr i næste uge meget på, om der er søer, der bliver åbnet for færdsel i denne omgang.
Istykkelsen er senest målt 21. januar, og her blev der målt en tykkelse på 10 cm. I Allerød Kommune er det reglen, at istykkelsen skal være minimum 13 cm. og nogle steder 18 cm., før der gives grønt lys til skøjteløb og andre aktiviteter.
Man må kun færdes på isen, hvis kommunen har opsat et skilt med tilladelse. Ellers er det forbudt at færdes på isen. Man skal aldrig gå ud på isen, hvis der ligger smeltevand på den, og man skal altid være særligt opmærksom på steder omkring siv, afløb, tilløb eller lignende, da isen her kan være tyndere. Færdsel på isen er altid på eget ansvar, oplyser Allerød Kommune.