PRÆSTØ: Hvem kunne ikke drømme om forår her i januar - endog et fransk ét af slagsen I Præstø er der nogle, der ikke nøjes med at drømme. De er allerede godt i gang med at planlægge det.Gruppen bag Fransk Forår i Præstø har fundet en formel så slidstærk og succesrig, at den kan bruges igen i Kr. Himmelfart-dagene 10., 11., og 12. maj i år. Det betyder, at markedsgæsterne for fjerde gang kan forvente det store internationale marked, Groupe Giroud, flankeret af det lokale marked med alskens godt til alle sanser. På Torvet vil der være underholdning for store og små, ligesom det store info-, scene- og caféområde fungerede efter hensigten sidste år som en samlende faktor, hvor man udover at blive underholdt kunne slappe af og få både vådt og tørt.
Bog- og pladebyttestand
Men selvom den magiske formel synes at være fundet, hviler arrangørgruppen ikke på laurbærrene. Sidste års nye lokale tiltag var De Danske Ølentusiaster. I år vil gruppen tage initiativ til en bog- og pladeantikvarisk byttestand.
- Man har før - uden held - forsøgt at få bogantikvarer til markedet. Men når Moses ikke vil komme til bjerget, så må andet prøves. Både bøger og lp-plader har fået en renæssance, og begge dele vil derfor være interessant på det voksende lokale marked, fortæller medlem af gruppen bag Fransk Forår, Per Henriksen, der selv er stor vinyl-entusiast.
Hvordan bytteriet vil foregå, er endnu ikke fastlagt. Arrangørerne efterlyser interesserede med gode ideer, ligesom gruppen altid er åben overfor andre gode ideer.
Mere lokal musik
Et andet nyt tiltag bliver øget fokus på det lokale musikliv. Præstø har fostret en række unge musikalske talenter, som fortjener at blive inviteret op på markedsscenen. Ungdom er dog ikke et must, men det er et krav, at det er akustiske indslag, som passer til stemningen på markedet.
En af de få klager, gruppen fik efter sidste års marked, var manglende siddepladser rundt omkring på Torvet. Der vil derfor blive bestilt flere stole i år.
Gruppen bag Fransk Forår i Præstø er i år er blevet udvidet med Svend Ludvigsen, Mern, der i Præstø er kendt for sin store interesse for kunst og kultur og således også er formand for Åbne Atelierer. Gruppen består desuden af Lise Særslev, Anja Bille, Lisbet Kjærshøj, Rasmus Evind, Ralf Mortensen og Per Henriksen.
