Truet dyr er måske på vej tilbage i Nivåen

Disse fodspor blev fundet i november 2022 af odderekspert Morten Elmeros fra Aarhus Universitet. Foto: Morten Elmeros

Disse fodspor blev fundet i november 2022 af odderekspert Morten Elmeros fra Aarhus Universitet. Foto: Morten Elmeros

Den er lang, sky og god til at svømme.

Odderen har været et sjældent syn i Nordsjælland siden 1960’erne, og sidste gang, der blev fundet spor i egnen var i 2021, da en odder blev kørt ned ved Helsingørmotorvejen.

Men i november 2022 er der fundet friske spor fra dyret, som ellers er truet. Af alle steder er sporene fundet ved Nivåen.

- Jeg synes det er helt fantastisk. Jeg er virkelig så spændt på, om vi kan hjælpe odderen til at komme tilbage hertil, lyder det fra formand for Natur, Miljø og Bæredygtig Udviklingsudvalget Hanne Berg (SF).

Små fødder

Det er odderekspert Morten Elmeros fra Aarhus Universitet, der i november fandt odderspor langs Nivåen. Nemlig små friske fodaftryk i mudderet.

Fundet er gjort i forbindelse med rapporten “Vejbarrierer for odder i Nordsjælland,” der er lavet af biologer fra Aarhus Universitet, finansieret af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Rapporten skulle kortlægge de steder i og omkring Nationalparken, hvor odderen kunne få problemer med at overleve, og undersøgelserne viser netop, at trafik og vejbarrierer kan være en stor hindring for, at dyret kan komme tilbage til Nordsjælland.

- Odderen er et symbol på, at det kan nytte at gøre en indsats for at få naturen tilbage. Vi håber, at nationalparken med denne rapport kan være katalysator for, at vi i fremtiden kan få lov til at opleve et af Danmarks største rovdyr i nationalparken, forklarer Per Kølster, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland i en pressemeddelelse.

65 vejbarrierer er undersøgt i rapporten, og af dem er der 21 steder, hvor der er stort behov for at skabe bedre passager for odderen.

På 11 af de 21 steder, vurderer biologerne at man skal lave faunapassager hurtigst muligt for odderen. To af dem ligger her i kommunen.

Fast grund at gå på

Rapporten fra Aarhus Universitet lægger op til, at der skal gøres meget før odderen vil få fred og ro i Nordsjælland, og også i Nivåen.

Dyret kan ikke lide at svømme under broer. De steder, hvor veje krydser de vandløb den lever i, ender den derfor ofte med at vandre op på vejen, hvis ikke der er ordentlige passager med fast grund at bevæge sig frem på under broen.

I alt otte vandløb med vejbarrierer i Fredensborg Kommune er blevet undersøgt. Rapporten beskriver, hvordan Nivåen er en vigtig korridor for odderens indvandring til hele Nordsjælland og Nationalparken, hvor åen udspringer i Grønholt Hegn. Af de otte steder, hæfter rapporten sig især ved to steder, som er markeret som en “høj prioritet,” for dyrets vej ind i området.

Det første sted er hvor Nivåen krydser med Strandvejen (rute 152). Åen bliver her meget smal under broen, og der er ikke en passage under broen, som odderen kan gå på. Ifølge rapporten er der derfor stor risiko for, at odderen i stedet vil løbe op på vejen og blive kørt over.

Det andet sted er Nivåen ved Helsingørmotorvejen (rute E47). Her er der rent faktisk konstruerede banketter på hver side af åen under broen. I rapporten vurderer man dog at banketterne, der går en meter lodret op fra vandoverfladen, er for høje til, at odderen vil bruge dem. I stedet bliver det foreslået, at der konstrueres en banket af sten eller lignende, så der vil være en naturlig stigning i konstruktionen, som odderen kan gå op på. Det er tæt på denne passage, at man i 2021 fandt en trafikdræbt odder.

Et stort arbejde

I kommunen er de glade for, at odderen forsøger at trænge sig på. Samtidig ved man, at det vil være et omfattende arbejde, at sikre gode passager for odderen alle steder.

- Indikationen på, at den er interesseret i at flytte ind er der, og det er jo fantastisk, forklarer Johannes Bjerg, der er projektleder for biodiversitetsprojektet ”Nivå Engfjord.”

- Men sandsynligheden for, at den bliver her, er formentlig mindre, hvis ikke den kan passere vandløbene. For os giver det et signal om, at vi skal kigge på de her vandløb, siger han.

Arbejdet med vandløbene er forbundet til ambitionerne om at skabe mere natur og biodiversitet i kommunens projekt ”Nivå Engfjord,” som netop omfatter områderne i og omkring Nivå (å), hvor odderen er registreret, forklarer han.

Hanne Berg forklarer, at det ikke er fastlagt endnu, hvornår der skal gøres noget ved vandløbene.

- Nu har vi ikke drøftet det i udvalget endnu. Men jeg tænker, at vi selvfølgelig skal prøve at skabe de bedst mulige betingelser for odderen omkring Nivåen. Men det kan godt tage noget tid at få det til at indgå i planen, siger hun.

For os giver det et signal om, at vi skal kigge på de her vandløb.

Johannes Bjerg, projektleder i Fredensborg Kommune

FAKTA: Odderen er et rovdyr i mårfamilien. Den ligner mest af alt en mink og er oftest brun og smal med et lille hoved og knurhår. Dyret er nataktivt og lever i og omkring vandløb, hvor hannens territorie kan strække sig helt over 10 kilometer.

Bestanden er dog truet i Danmark, og især på Sjælland.

Der bliver årligt dræbt 30-40 oddere i trafikken, og det sker oftest, hvor en vej krydser et vandløb.

De vandløb den lever i, bliver nemlig ofte opdelt af barrierer i form af broer, der ligger over vandløbet. Odderen vil helst ikke svømme under broen, og hvis der ikke er fast grund såsom banketter, sandbanker, græs eller sten under broen, går den i stedet op på vejen, for at komme over på den anden side, hvor der netop er risiko for, at den bliver kørt ned.

Kilde: Miljøstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...