Anklagemyndighedens påstand om en tidsubestemt forvaringsdom blev ikke fulgt, da Retten i Roskilde onsdag eftermiddag udmålte straffen til den 59-årige mand, der tidligere på dagen blev dømt skyldig i trusler og hærværk begået med en økse.
10 måneders fængsel idømte et nævningeting den tiltalte. Han har siddet varetægtsfængslet i over et år og derfor blev løsladt umiddelbart efter retsmødet.
Han står uden bopæl, da han inden sin anholdelse boede på et nu lukket socialpsykiatrisk bopæl.
Anklageren begrundede påstanden om forvaring med, at den tiltalte er farlig for sine omgivelser. Det er betingelsen for en forvaringsdom, ud over at tidsbestemt fængselsstraf ville blive på et år eller mere.
Nævningetinget vendte dog tomlen ned til en forvaringsdom med stemmerne 9-3, da de ud fra den 59-åriges personlige forhold og den lægefaglige vurdering ikke mente, at han udgør en nærliggende fare. Anklageren mente, at de 18 forhold, han er dømt for, skulle give to års fængsel, men heller ikke den påstand blev fulgt.
Den 59-årige skal ud over den allerede afsonede fængselsstraf betale sagens omkostninger og en samlet erstatning på cirka 220.000 kroner.
Den tiltalte modtog dommen, men det er stadig uvist, om anklagemyndigheden vil anke dommen, da det i forvaringssager er op til Statsadvokaten.