Hun var en af ”De jernhårde ladies”, der fik pulsen til at slå højere hos danske håndboldfans i 1990'erne. I dag har dagens 60-årige fødselar Marianna Florman skiftet den klistrede læderkugle ud med heste.
Fra sin nedlagte landejendom i Hjelm på Møn driver Marianne Florman virksomheden ”True Lead Academy”, hvor hun blandt andet uddanner i autentisk ledelse – med heste som guide.
Marianne Floorman kom til verden 1. juni på Frederiksberg. Først som 16-årig begyndte hun til håndbold, men talentet og viljen var der, for 10 år senere nåede hun A-landsholdet. Marianne Florman var med, da Danmark vandt OL-guld i Atlanta i 1996. Hun fik også EM-guld i 1994 og 1996 om halsen.
-Vi var en flok, som gjorde et stort indtryk på danskerne. Det er rart at være kendt for det gode. De unge mennesker i dag ved jo ikke, hvem jeg er, men folk fra 40'erne og op har stadig os som de store forbilleder og kan huske mange ting og mange af kampene, har Marianne Florman tidligere udtalt til BT.
Efter legene i USA tog Marianne Florman et eksotisk ophold som spillende træner i Japan.
En kort overgang gjorde hun comeback i Nykøbing Falster Håndboldklub, dengang klubben spillede i 2. division, fordi hun blev overtalt af Ekstra Bladets tidligere sportsjournalist Finn Stilling, der var en del af klubbens ledelse.
Terapi
Efter sin aktive karriere blev Marianne Florman blandt andet tv-vært og forfatter. Det er dog hestene, som er hendes store passion.
Med de firbenede som guide tager hun blandt andet hånd om stress, depression og angst. ”… hestene kan læse vores nervesystem i en sådan grad, at de selv vil gøre noget – enten med sin egen krop eller med vores kroppe – for at genfinde balance. Derfor kan vi anvende hesten som guide”, skriver Marianne Florman på sin hjemmeside.
Privat har hun sammen med sin mand tre børn.