Nu er der sushi på menuen i boghandelen

Præsentationen af maden og smagsoplevelsen skal være i centrum, når man besøger den nyåbnede Sushi Lovers på Ordrupvej 66 - hvor Ordrup Boghandel hørte til i 30 år. Derfor har indehaver Kristian Elbo skabt et rustikt rum i neutrale nuancer og med en enkel møblering, så gæstens opmærksomhed vil være rettet mod det, der serveres.

"Vi har forsøgt at skabe en atmosfære, hvor man kan fordybe sig og nyde maden. Vi skaber sushi, der bygger på den japanske tradition, men gør den nutidig. Vi eksperimenterer meget og forsøger hele tiden at flytte grænser, så smag, konsistens og udseende bliver endnu mere sublim", indleder Kristian Elbo, der i 2011 åbnede sin første og indtil forleden eneste Sushi Lovers, nemlig take away-varianten i Torvehallerne.

Han vender igen og igen tilbage til smagsoplevelsen og taler meget om vigtigheden af gode, friske råvarer.

"Jeg voksede op med de mest fantastiske økologiske grøntsager, krydderurter og frugter. Min far, som i øvrigt var bankdirektør, dyrkede, og dyrker fortsat, grønt og urter til gourmet- og michelinrestauranter på tre tønder land ved familiens sommerhus i Nordsjælland, hvor jeg har hyppet og luget i timevis som barn", fortæller Kristian Elbo og fortsætter:

"Jeg husker, at jeg var vild med friske rosenkål, lige plukket af stokken, og blanceret i vand og mælk og serveret med smør og salt. Og jeg husker tydeligt en helt anden smagsoplevelse, da jeg senere flyttede hjemmefra og købte rosenkål i supermarkedet. Jøsses, hvor smagte de rædselsfuldt. Der udvikles en ubehagelig bitterhed i kålen, når den ikke er friskplukket".

Kristian Elbo valgte dog ikke at uddanne sig inden for fødevarer, men at læse idræt på universitetet. I mange år har han været selvstændig personlig træner, især for golfspillere, og har i øvrigt været selvstændig altid - siden han som 18-årig begyndte at udvikle websider og reparere pc'ere mv. og senere etablerede et it-firma ved siden af studierne.

"Det har altid ligget til mig, at jeg skulle være mig selv. Jeg får hele tiden nye idéer, jeg gerne vil afprøve", smiler han, der også altid har haft lyst til at gøre ting anderledes.

Han er med egne ord "lidt ved siden af".

Og dét med at gøre ting anderledes gjorde, at Sushi Lovers blev inviteret med til World Sushi Cup i Tokyo sidste år, og det lykkedes også for Sushi Lovers at kvalificere sig til at deltage igen i år.

"Mine to dygtige køkkenchefer, Toke og Cui, deltog i creative sushi-konkurrencen og fik en fjerdeplads - ud af 20. Det var et stort skulderklap. Vinderen i år blev Umami, så Danmark har virkelig gjort sig bemærket internationalt", siger han og roser kokketeamet, der arbejder meget med japanske og nordiske råvarer, når de udvikler nye smagsvarianter, bl.a. med yuzurimmet jomfruhummer og klassisk rimmet kammusling.

At Kristian Elbo kastede sig over sushi var lidt af en tilfældighed. Sushi var ubetinget hans take away-favorit nummer ét, men at han skulle åbne sushi-take away i Torvehallerne og nu også en restaurant, der også har take away, med plads til cirka 50 gæster, det lå ikke i kortene. Men sådan kan det gå. Man møder mennesker, gode idéer opstår, og man begiver sig på nye eventyr.

"Jeg mente, at det var muligt at skabe sushi med en endnu bedre smag og konsistens. Altså meget mere end en fast risbolle med fisk. Derfor satte jeg mig for, sammen med dygtige og kreative sushi-kokke, at udvikle og skabe endnu mere velsmagende sushikombinationer. Vi vil lave sushi i verdensklasse".

Når talen falder på, hvorfor der skulle gå det meste af 10 måneder, fra han overtog lokalet, til restauranten stod klar, svarer Kristian Elbo:

"Lad os bare sige, at der har været en del byggetekniske udfordringer undervejs. Det kræver sit at bygge om fra boghandel til restaurant. Men nu finpudser og tilpasser vi de sidste detaljer og regner med at være helt klar til januar".

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...