Jan Løfberg
Efter flere end 20 år i den grafiske branche følte Pia Frantzen, at der skulle ske noget nyt. Derfor uddannede hun sig i 2005 til social- og sundhedsassistent, og i år blev hun fodterapeut. I oktober åbnede hun så sin klinik i Sundhedshuset på Søborg Torv.. - Jeg blev selvstændig i begyndelsen af året og fik et ydernummer og ledte efter egnede lokaler. Jeg var så heldig, at jeg kunne komme herop, siger Pia Frantzen. - Behandlingen er målrettet til alle, der har problemer med fødderne. Det kan være børn og unge, det kan sportsudøvere, men naturligvis også ældre samt diabetikere. Jeg kan klare ligtorne og hælrevner, ligesom jeg giver ledgigtbehandlinger og klarer stort og småt inden for føddernes verden, siger Pia Frantzen. Fodterapeuten på torvet tager sig også af forebyggende behandlinger, og det er nemmest at bestille tid ved at ringe til klinikken eller bestille tid på online på www.piafrantzen.dk. - Jeg er virkelig glad for at være blevet en del af Sundhedshuset, hvor vi har et godt fællesskab og hjælper hinanden, siger Pia Frantzen.
Der er den lille krølle på Pia Frantzens historie, at hun for over 40 år siden blev født i de samme lokaler. Dengang var der en fødeklinik i hjørnebygningen på Søborg Torv og Søborg Park Allé.
