Sjælen skal med fra Køge Bio. Selv om filmmediet i Køge skifter fra en gammel charmerende Citröen 2CV til en strømlinet Audi med alt tænkeligt udstyr, skal den hygge som gamle Køge Bio er kendt og prisbelønnet for også kunne findes i den nye Nordisk Film Biografer Køge. Det vil Laila Christensen sikre.
Det bliver nemlig Køge Bios leder, som også bliver leder af den nye storbiograf, i hvert fald i en periode.
- Nordisk Film og jeg har været i gang længe med at finde ud af et nyt biografprojekt i Køge, fordi den gamle fine biograf er ikke stor nok. Den kan ikke rumme de mennesker og de mange muligheder, som en digital biograf har med at vise blandt andet opera og sportsbegivenheder. Nu ryger vi direkte i Champions Leage. Det er en stor opgave, som jeg på ingen måde kunne løfte selv, så det er fantastisk at have fundet en partner som Nordisk Film, siger Laila Christensen.
Det er Laila Christensen og Køge Bio, der ejer den bygning, som biografen ligger i på Køge Torv. Men ud over at biografen lukker, er der ikke taget stilling til, hvad der skal ske med huset.
- Det skal laves om til butik. Der kommer en ejendomsudvilker på for at se på, hvilke muligheder, der er. Biogaften har et foyer-område, som ligger i forhuset, og selve biografsalen som er fra 1940. Der kan være mange muligheder. Det kan kun en professionel ejedomsudvikler hjælpe os med, fortæller Laila Christensen.
Køge Bio kører dog videre med uformindsket styrke lige indtil den dag i 2016, hvor den nye biograf åbner.
