I forbindelse med et innovationsprojekt om kaffe på Frederiksborg Gymnasium og hf havde 1.t indgået et samarbejde med Kaffebar NormannBlichfeldt om at præsentere klassens gruppearbejde på kaffebaren, hvor også vinderen skulle findes.
De 30 elever skulle drikke en kop kaffe og fremlægge deres resultater, hvor der i alt var syv eksamenscases.
Det hele var en del af et naturvidenskabeligt grundforløb. Projektets overordnede formål var at udvikle "den bedste kop kaffe" til unge cafégæster, noget eleverne skulle gøre ved at undersøge udvalgte naturvidenskabelige elementer af kaffens vej fra grøn bønne til kaffen i koppen.
Eleverne arbejder således blandt andet med at videnskabeliggøre effekten af kaffens ristning, formalingsgraden, bryggetiden, mælkeskummets struktur med mere, således at byens cafeer til stadighed kan producere netop den kop kaffe, som unge gæster ønsker.
Gymnasiet havde kontaktet Hillerød Posten, fordi de gennem avisens omtale af projektet ønskede at vise lokalbefolkningen det dynamiske og produktive vidensmiljø, der opstår i lokalsamfundet, når gymnasieelever og lokale aktører arbejder sammen.
"Deltagerne har været i stand til at arbejde konkret naturvidenskabeligt. Der var fra starten mange, der slet ikke drak kaffe. Men selv de, der ikke gjorde det, var i stand til at forholde sig til og fornemme, hvad der var den rigtige måde at lave en god kop kaffe på og komme frem til den rigtige smag", siger den ene af de to gymnasielærere, der stod bag projektet, Klaus Sigh, og den anden, Claus Gudum fortsætter:
"Eleverne har arbejdet med eksamenscases, omhandlende kaffe, f.eks. emner som "mælkeskummets struktur og typen af mælk" og bryggemetode og formalingsgradens betydning. Fra starten var det kun cirka halvdelen af eleverne der drak kaffe. Men nu tror jeg, at flere har fået smag for kaffe, efter at de har deltaget i innovationsprojektet", siger Claus Gudum.
Hillerød Posten fik en kort snak om opgaven med de fire piger i vindergruppen, Karoline, Katrine, Thea og Anna.
"Vi har været kreative og nytænkende. Det var sjovt at få lov det at sætte vores eget præg på opgaven", siger Karoline.
"Vi fik lov til selv at vælge gruppens sammensætning. Vi fire piger arbejder godt sammen og så drikker tre af os kaffe", siger Thea.
"Det var fedt af finde ud af, hvilken mælk og bønner vi skulle bruge. Faktisk valgte vi de ting, som er mest brugt i den kaffe, folk foretrækker", siger Katrine.
"Det var alt i alt en sjov opgave og et godt projekt. Og så var det meget lærerigt", siger Anna.
Det vindende pigehold fik kuponer til gratis kaffe i cafeen, og så fortalte Marina Blichfeldt om, hvordan en professionel kaffemaskine virker, hvilken kaffe der bruges, og hvilke udfordringer det giver at brygge den gode kop kaffe.
Vindergruppen afprøvede til sidst maskinen og fik et lynkursus i at lave skum.