Forenede Service har fået en sidste chance for at bevare den udliciterede rengøring i Rudersdal kommune kan man læse i Fagbladet 3F.
Borgmesteren udtaler endda, at det er godt at de har fået en hård dom (i forbindelse med grov udnyttelse af to rumænske rengøringsfolk).
Jeg undres over, at Rudersdal kommune overhovedet giver Forenede Service en sidste chance, da det langt fra er første gang kommunen har sager mod rengøringsfirmaet. Og for øvrigt har haft flere sager mod andre rengøringsfirmaer.
Det er ubegribeligt, at kommunens tilsynsførende ikke har mere kontrol med de firmaer, de udlicitere kommunalt arbejde til. Man kunne få den tanke, at kommunen udbyder rengøringen for så små penge, at det ikke er muligt at levere et ordentligt stykke arbejde uden at lave social dumping.
Jeg vil foreslå, at kommunen fremadrettet får mere styr på deres udliciteringer så lignende sager fremover undgås.
I finansloven 2015 er der indgået en aftale om social dumping, hvor der bl.a. sættes større fokus på brugen af arbejdsklausuler i staten, statslige myndigheder og kommunerne. Man kan ikke bare som i Rudersdals tilfælde vaske hænderne og fralægge sig ansvaret.
Måske man skulle overveje at indlicitere rengøringen igen? Efterhånden er det næste dagligt, vi kan læse om sager, hvor kommunerne står med en rengøringsskandale. Jeg undres over, at man ikke på dette område kan blive klog af skade?