Egentlig er det her historien om to mænd, der skulle noget helt andet end at sælge huse. Det er med til at gøre det hele ekstra usædvanligt, at den ene 22. december kan fejre sit 50 års jubilæum i ejendomsbranchen - mens den anden, der har være med i over 20 år, på samme dato kan se sit firma runde de 50.
Mogens og Peter Due er navnene. De er far og søn, og de arbejder sammen i firmaet, der i dag hedder Peter Due Bolig og ligger i Sorø og Dianalund.
Selv om Mogens' far og farfar var ejendomshandlere, var han egentlig på vej i en anden retning, da husene pludselig blev aktuelle.
Det var cykelvennen Bent Ole Retvig, der headhuntede Mogens Due til sin ejendomshandel i Farum.
- Det var sjovt at sælge huse, og efter et halvt år ville jeg prøve for mig selv. Vi havde købt et lille hus i Stenstrup, så det blev udgangspunktet, fortæller Mogens Due til Sorø Avis.
Dengang skulle man blot have et næringsbrev fra politimesteren, og det blev udstedt 22. december 1964, da Mogens blev 29 år.
I 1967 kom han til Sorø.
- I området var der 10 andre, der handlede med ejendomme, men det pudsige var, at jeg var den første fuldtidsmægler. Alle de andre handlede med noget ved siden af - grise, køer eller biler - og en var også barber, fortæller Mogens Due.
Mogens Due og Peter Due Boligs 50 års jubilæum fejres med en reception mandag den 22. december kl. 13.30-17.00 på »Slottet«, Kongebrovej 47 i Sorø.
