Frivillige byggede forsamlingshus for 50 år siden

36 familier fra Slagslunde By, Buresø og opland var involveret, og de lagde til sammen 40.000 frivillige arbejdstimer over to et halvt år fra 1962-64 for at bygge Slagslunde Forsamlingshus, der blev indviet den 12. december 1964.

50 år efter bor nogle af dem, der var med til at bygge huset dengang, stadig i byen og er aktive omkring forsamlingshuset.

Det gælder for eksempel Henning Henriksen, der har været formand for Slagslunde Forsamlingshus de seneste 20 år. Som 17-årig murerlærling hos murermester Knud Wilhelmsen, der ledede byggeriet af forsamlingshuset, brugte han noget af sin fritid på at mure på forsamlingshuset i Slagslunde.

- Der blev lavet en arbejdsplan, som man kunne melde sig til, hvis man kunne for eksempel mandag, og så stod Knud Wilhelmsen for at lave et sjak og sige: »Du kan lave det, og du kan lave det.«, fortæller han.

To foreninger

De første 30 år blev Slagslunde Forsamlingshus drevet af et forpagterpar, men 1994 da det sidste forpagterpar ikke kunne få det til at løbe rundt, og det ikke kunne lade sig gøre at finde nogle nye, blev huset til et såkaldt nøglehus, hvor alle kan leje sig ind og få nøglen udleveret.

I 1991 startede Slagslunde-Klubben, der har en masse aktiviteter i sine lokaler i kælderen, og bestyrelsen er altid modtagelig for nye tiltag.

- Hvis nogen får en god ide til et eller andet, er vi åbne for det, fastslår Slagslunde-Klubbens formand Susan Kielstrup.

50 års jubilæet fejres lørdag den 20. december med en reception fra klokken 14 til 17 i Slagslunde Forsamlingshus, Klokkekildevej 8.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 13. december.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...