Simon De Visme
Erna Iversen- alias skuespiller Peter Larsen - har taget den store, røde kjole på og gæster i december Helsingør med ti juleshows i Musikkens Hus. I rollen som den barmfagre Erna Iversen har han i over 30 år turneret landet rundt med komik og satire, og om få dage indtager han Musikkens Hus i Murergade i Helsingør. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Jeg vil underholde publikum og skabe en fest med fart, tempo, comedy og satiriske kommentarer om aktuelle emner. Det bliver juledramatik med mine egne holdninger for fuld turbo.
Og fuld turbo bliver der. Med ti juleshows på 16 dage bliver der masser af mulighed for at se den røde kjole bevæge rundt på den lille scene i Musikkens Hus.
Showet er stadig sjovt
- Hvert show er forskelligt, og jeg siger aldrig det samme hver gang, selvom det selvfølgelig er den samme grundsovs. Jeg har altid et skelet, men det skal også passe til lejligheden, og vigtigst af alt skal der være fest, siger Peter Larsen.
Selv efter mere end 30 på teaterscenen er det stadig den samme ballade og komik, som følger den erfarende skuespiller, men forsvinder den, er han og Erna Iversen klar til at lægge parykken og den røde kjole på hylden.
- Jeg synes stadig, det er sjovt lige nu, men den dag det bliver jævnt og kedeligt, siger jeg stop, og så køber jeg en grillbar i Køge, siger Peter Larsen, inden han fortsætter den massive talestrøm.
Peter Larsen har i mange år optrådt på PH Cafeen i København, og det er cafeens bestyrer, Carsten Andersen, som overtalt den excentriske kunstner til at lægge vejen forbi Helsingør.
Juleshowene finder sted den 4., 5., 6., 11., 12., 13., 17., 18., 19., og 20. december. Billetter kan købes på www.phbooking.dk og er inklusiv en julebuffet.