Lokal jubel: Afgang hvert kvarter på Kystbanen

Viceborgmester i Rudersdal Jens Kloppenborg (V), der er formand for visionsudvalget for Vedbæk, smiler stort på Vedbæk Station, der fra december i år får dobbelt så mange afgange. Foto: Lars Sandager Ramlow

Viceborgmester i Rudersdal Jens Kloppenborg (V), der er formand for visionsudvalget for Vedbæk, smiler stort på Vedbæk Station, der fra december i år får dobbelt så mange afgange. Foto: Lars Sandager Ramlow

Rudersdal: DSB præsenterede torsdag en plan for Kystbanen for folketingets transportordførere og for kystbane-strækningens borgmestre.

Planen betyder blandet andet, at der igen kommer flere afgange fra Rungsted, Vedbæk, Skodsborg og Klampenborg Station. For godt et år siden gik man fra 20 minutters drift til afgange hver halve time. Fra december i år vil Kystbanens tog stoppe hvert kvarter. Det er en fordobling af afgangene. Til det siger viceborgmester Jens Kloppenborg (V), der er formand for visionsudvalget for Vedbæk:

- Det er glædens dag i dag. Der kommer mere rimelighed i fordelingen af togafgangene på Kystbanen. Med fire afgange i timen fra Vedbæk, Skodsborg og Rungsted stationer, så bliver toget forhåbentlig igen et bedre alternativ til Helsingørmotorvejen.

Jens Kloppenborg fortsætter:

- Anne Ehrenreich (UP), der sidder i Hørsholm Kommunalbestyrelse, og jeg oprettede i november 2021 facebook-siden: “Til kamp for Kystbanen”. Siden har nu mere end 1200 følgere. Vi har desuden mødtes med en lang række transportordførere det sidste års tid, og nu senest med den nye Transportminister, Thomas Danielsen (V). Vi har mødt stor forståelse fra ordførerne og ministeren. Dette her er et godt eksempel på at sund fornuft blandet med vilje og ihærdighed kan belønnes. Vi har virkelig knoklet for det her, lyder det fra viceborgmesteren, der symbolsk strækker armene i vejret.

Artiklen fortsætter under billedet...

Også formanden for Klima- og Miljøudvalget i Rudersdal, Court Møller (R) er begejstret:

- Det var et kæmpe problem, da DSB ændrede køreplanen fra 20 til 30 minutters drift på vores lokale stationer for over et år siden. Prognoserne sagde, at det ville få 25-30 procent færre lokale borgere til at benytte Kystbanen, og det er i en tid, hvor vi gerne vil have flere til at bruge den kollektive trafik.

- Set fra Rudersdal Kommunes side var det en hovedløs beslutning, så derfor er det naturligvis dejligt, at vi nu kommer ned på afgange hvert kvarter. Det er flot kæmpet af Jens Kloppenborg. Radikale Venstre har også kæmpet i årevis for Kystbanen og den kollektive trafik. Jeg tror på, at det er vigtigt, at presset er kommet fra flere sider, påpeger udvalgsformanden.

Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth (K) blev orienteret om den nye køreplan for Kystbanen allerede torsdag.

- Afgangene kun hver halv time fungerede ikke. Samtidig med antallet af aflysninger gjorde det køreplanen usikker for brugerne, der var tvunget til at tage afsted i MEGET god tid, hvis de skulle være sikre på at nå frem til et bestemt tidspunkt. For eksempel når de skulle hjem og hente børn, påpeger borgmesteren, der fortsætter:

- Nu får vi en betydelig forbedring, og ligesom Court Møller, er jeg enig i, at det har været vigtigt, at vi er flere, der har “maseret” vores lokale folketingspolitikere. Jens Kloppenborg har samtidig gjort et stort arbejde, som jeg gerne vil anerkende, og det har måske også hjulpet, at han nu har en direkte linje ind til sin partifælle, Transportministeren, lyder det med et smil.

Ann Sofie Orth understreger, at det er vigtigt, at de lokale politikere holder fast i deres partifæller på Christiansborg.

- Kampen fortsætter, så DSB ikke pludseligt bliver presset til at ændre køreplanerne igen til det dårligere. Det vil være skidt, understreger borgmesteren.

Foto: Lars Sandager Ramlow

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...