Hvert sekund tæller, når uheldet er ude, og derfor er det en god idé at kunne yde livreddende førstehjælp. Og faktisk er det så vigtigt, at det bør være gratis at lære, mener kommunalbestyrelsen i Gentofte.
I budgetforliget, der blev vedtaget i efteråret, satte politikerne penge af til et toårigt forsøg med gratis førstehjælpskurser til alle borgere i Gentofte Kommune.
Kurserne afvikles af FOF København i Byens Hus i Hellerup, og det første finder sted her i marts med mange flere dette forår.
“Vi gør det som en del af vores indsats med at skabe tryghed ved, at vi som borgere i kommunen kan hjælpe hinanden. Nu prøver vi og ser, hvor mange der vil tage et førstehjælpskursus, hvis vi gør det nemt og gratis,” siger socialdirektør Helene B. Rasmussen, der fortæller, at kommunen vil følge forsøget og holde øje med, hvor mange af pladserne, der bliver brugt.
Man vil også kigge på, om det er personer, der tager det for første gang, eller personer, der vil forny deres førstehjælpsviden.
Lærer at redde liv
På kurset bliver man undervist i livreddende hjertemassage og brug af hjertestarter, førstehjælp ved symptomer på stroke, førstehjælp ved fremmedlegemer i luftvejene og førstehjælp ved symptomer på blodprop i hjertet.
Kurset varer 4 timer, og man vil modtage et elektronisk bevis fra Dansk Førstehjælpsråd, når man har gennemført. Der er mulighed for at stille spørgsmål undervejs, også om individuelle problematikker ift. tryghed og forebyggelse i din egen bolig eller på din arbejdsplads.
Det gratis førstehjælpskursus, som Gentofte Kommune tilbyder gennem FOF København er for alle fra 15 år og op. Kurset er ikke lig med det udvidede kursus om færdselsrelateret førstehjælp, som man skal tage, når man tager kørekort.
Førstehjælpskurserne er et ud af flere sundhedsinitiativer som Gentofte Kommune har fokus på i 2023 og 2024. Foruden førstehjælp bliver der i perioden også fokuseret på øget udbredelse af hjertestartere for at skabe tryghed og for at forebygge varige skader og død i tilfælde af hjertestop.